Annesofie er klar til VM

 Annesofie er klar til VM

Andreas Trajkovski nærmer sig de otte meter i længdespring med 7,91 meter

Annesofie klar til VM

ATLETIK: De sidste par måneder har den lokale diskoskaster, Annesofie Hartmann, rejst Europa tyndt på jagt efter gode resultater og point til verdensranglisten i et næsten umuligt forsøg på at kvalificere sig til verdensmesterskaberne i atletik. Men søndag kom den glædelige besked, at hun var sluppet gennem nåleøjet, og bliver en del af det største danske landshold siden 1995 med 11 aktive.

– Jeg er så glad. Vi havde reelt opgivet håbet om at komme med til VM, så da vi fik beskeden fra atletikforbundet, så kunne jeg næsten ikke tro det, og jeg måtte spørge flere gange om det virkelig var rigtigt. Og det var det heldigvis, det er simpelthen så fantastisk, og jeg glæder mig helt vildt til at få min debut på den helt store scene sammen med alle verdensstjernerne, siger en euforisk Annesofie Hartmann.

Der er 36 deltagere med i kvindernes diskoskast, hvor der afvikles kvalifikation søndag den 20. august om morgenen, og hvor de 12 bedste kvalificerer sig til finalen to dage senere.

– Vi vidste at det ville blive rigtig svært at kvalificere sig til VM, så det er en kæmpe forløsning at det allerede skete i Anso’s første år som senior, og det giver absolut grobund for optimisme fremadrettet. Der er ingen forventninger om, at Anso kvalificerer sig til finalen som debutant, men vi går efter at det på alle måder skal blive en god oplevelse, og der bliver hentet værdifuld erfaring til næste års EM og måske de Olympiske Lege i Paris. Der er så mange knapper, som vi endnu ikke er begyndt at dreje på, så det ser rigtig spændende ud, siger en stolt kastetræner og sportschef, Michael Bruun Jepsen.

Satte personlig rekord

En der også klarer sig rigtig godt internationalt er længdespringeren Andreas Trajkovski, der lige som Annesofie har været flittig deltager ved store internationale stævner denne sommer. Andreas Trajkovski formåede ved et længdespringsstævne i tyske Inneringen at sætte personlig rekord med 7,91 meter, og er således nu kun beskedne ni cm fra de magiske otte meter. Magisk, fordi det for mange er en drømmegrænse, og magisk fordi det er det niveau man skal have for at kvalificere sig til de store internationale mesterskaber.

– Jeg er enormt glad for mit spring, men der er så meget mere i mig. Jeg havde et let overtrådt forsøg, der blev målt op til 8,13 meter, så jeg ved at der ligger noget gemt og venter. Jeg er blevet inviteret til et af de helt store stævner i Zagreb den 10. september, så det er mit hovedfokus den kommende måned, og så må vi se, om jeg kan fange det store spring der, lyder det fra en håbefuld Andreas Trajkovski.

Både Andreas Trajkovski og Annesofie Hartmann ligger så godt til på World Ranking, at de må formodes begge to at stå som deltagere ved næste års Europamesterskab i atletik den italienske hovedstad Rom i maj måned, og har begge de Olympiske Lege i Paris som deres helt store mål for 2024. Barren bliver sat højt i Hvidovre Atletik & Motion for deres bedste atleter!