Avedøre fik uafgjort

 Avedøre fik uafgjort

Mange chancer, men kun 1-1 mod BSF

FODBOLD: Det blev kun til et point til Avedøre i hjemmekampen mod BSF, hvor begge hold givetvis er gået i omklædningen bagefter og ærgret sig over ikke at have vundet. Begge hold havde muligheden i en chancerig kamp.

Kampen endte 1-1, men de to mål i 1. halvleg burde begge være afværget. Skuddet fra en spids vinkel af BSF’s Oscar Hermann Wael går vel nærmest under Emil Skjold Larsen, og udligningen af Emil Møller gribes af målmanden, der vader baglæns ind i målet med bolden i hænderne. Til gengæld blev et par store tilbud til begge sider ikke udnyttet.

BSF var i den første halvdel af 1. halvleg hurtigere på bolden, og Avedøres spillere begyndte først at løbe sent i situationerne. Der var mange boldberøringer af Avedøre og for lidt løb af medspillere uden bold. Det kunne sagtens være blevet 0-2 et par gange efter Waels scoring for BSF efter ni minutter.

Blev bedre

Efter udligningen ved den halve time blev Avedøre farlige. Martin Nordentoft fik trukket sig fri, men skuddet blev blokeret. Så var det BSF’s tur. En lang aflevering blev headet ind foran mål, hvor Emil Skjold ikke var til stede. Men en forsvarer fik reddet. BSF’s trænerstab og spillere mente, at bolden var inde, eller der var hånd på bolden. Måske begge dele!! Men deri var dommer og linjevogter ikke enige.

Avedøre fik scoret, men målet blev annulleret for frispark mod en modstander. Inden pausen nåede Nordentoft at sende bolden på trekantsammenføjningen.

Straks efter pausen var BSF farlige foran Avedøres mål, og Nordentoft fik trukket sig fri i feltet, men glemte at skyde på mål. Samme Nordentoft blev senere spillet fri af Martin ”Jern” Nielsen, men alene med målmanden lykkedes det ikke Avedøres topscorer at komme på scoringstavlen i dagens kamp.

De sidste ti minutter var Avedøre i overtal grundet gult kort til BSF, men det blev ikke udnyttet. Et dumt boldtab førte til chance til BSF, hvor Emil Skjold Larsen trådte i karakter, inden først Nordentoft med et godt spark, og senere ”Benno” fik chancen i overtiden. ”Jern” fandt indskiftede Benjamin ”Benno” Schnerle Trebbien foran mål, men det blev slet ikke til den afslutning, Avedøre havde håbet på.

Avedøres næste Sj-seriekamp spilles på lørdag den 13. april kl. 14.00 på udebane mod Espergærde.

Foto: Emil Skjold Larsen