Avedøre Holme Fatamorgana

 Avedøre Holme Fatamorgana

Er landvinding ved Holmene bedre end 9 øer?, skriver UDO JENSEN:

LÆSERDEBAT: I Hvidovre avis oplyser borgmester Anders Wolf Andresen, at de 9 øer ved Holmene er droppet. Til gengæld erfarer man, at der arbejdes på et nyt projekt, hvor man vil udvide holmene til gavn for naturen og som stormsikring. Derudover kunne man så efterfølgende etablere industri på området. Jeg tænker, at det nok nærmere var det sidste, der var hovedårsagen med de 9 øer og at det også gælder for det nye projekt og ikke så meget naturhensyn eller stormflodssikring.

Men lad os prøve at se på de tre argumenter, som er de samme som tidligere med de 9 øer.

Give natur tilbage. Til dette vil man fylde lettere forurenet overskudsjord jord i vandet ud for Holmene til landvinding på størrelse med eller større end Lynetteholmen. Man ødelægger altså velfungerende havnatur med masser af ålegræs, for til gengæld at lave marker, som ifølge borgmesteren skulle give mere natur og biodiversitet, selvom man holder en mulighed åben, at man efterfølgende kan og nok vil etablere industri på området. At give natur tilbage, ved at hælde forurenet jord på ålegræs, som er i stor tilbagegang i vores farvande pga. overgødskning, bundtrawling og sandsugning hjælper ikke på biodiversiteten. Ålegræs kan, som stenrev, betegnes som værende fiskeynglens børnehave. Her trives fiskeyngel og mange andre havdyr. Det fjerner overskud af nitrat og fosfor og det binder masser af CO2. Man kan også betegne det som havets skov. Og netop området ud for Avedøre Holme er ifølge en Cowi rapport et af de bedste og tætteste ålegræsområder i hele Køge Bugt. Man giver ikke natur tilbage ved at tage en anden natur.

Stormflodssikring. Til dette giver en udvidelse af holmene ingen mening. Margrethe-kog, Rømø, Manø og Fanø ville heller ikke kunne bidrage til en stormflodssikring i sig selv. Kun ved at der blev etableret diger, kunne man i sidste århundred sikre hele den flade sønderjyske vestkyst samt øerne mod stormfloder. Til dette var det kun nødvendigt at bygge eller udbygge forhenværende diger. Ved selvsyn kan man se dem ved Højer og Ribe sluse. De er ca. 6-7 m høje og ca. 50 m brede og har fungeret fortrinligt. Dvs. en udbygning af digerne ved holmene er tilstrækkeligt – men hvorfor? Hvorfor skal Hvidovre kommune gå enegang, når der nu arbejdes på en helhedsløsning, som omfatter hele Køge Bugt fra Køge op til Hvidovre og videre herfra omkring Amager op til Charlottenlund. Det giver ingen mening.

Etablering af industri. De gamle problemer, der allerede ved de 9 øer blev diskuteret, er stadig gældende. Ca. 200 lastvogne fyldt med forurenet jord skal hver dag i 10 år køre til og fra Holmene døgnet rundt. Dette i en af Danmarks mest støjplagede kommuner. Samtidig med pendler trafikken. Så kommer etablering af infrastruktur – veje, fortove, kloakering, fjernvarme, internet, elnet, parkeringspladser, offentlig transport. Det tager måske igen 2-3 år for så ikke at glemme, at industrien skal bygge værksteder, lagerhaller, administration mv. – igen 2-3 år? Det kommer til at tage lang tid og er garanteret pokkers dyrt. Men giver det et større skattegrundlag og mange arbejdspladser til Hvidovreborgerne, når alle udgifter og vedligeholdelse er trukket fra? Jeg tvivler. København og de nærmeste omegnskommuner har ikke brug for mere industri. Til dette har man for årtier siden formuleret en såkaldt fingerplan, gentaget i fingerplan 2013, som beskriver at industri fortrinsvis skal etableres langs de fem hovedtransportårer mod København. Der er masser af plads og muligheder i Ishøj, Solrød, Greve, Albertslund, Glostrup, Ballerup, Værløse, Lyngby mm.

Så hele projektet omkring Holmene, som andre i avisen har kaldt ny vin på gamle flasker eller gammel vin på nye flasker løser ikke nogen problemer, hverken som stormflodssikring, arbejdspladser eller biodiversitet. Det er desværre igen et kreativt tankespind eller en Avedøre Holme Fatamorgana.

 

Af Udo Jensen,

Elme Alle 8

menu
menu