Avedøre-sæsonstart med ”dumt” nederlag

Avedøre-sæsonstart med ”dumt” nederlag

Var i gavehumør i Hellebæk, og tabte 3-2. Hjemmekamp Skærtorsdag mod Herstedøster

FODBOLD: Avedøre havde taget turen til Ålsgårde mod Frem Hellebæk til første turneringskamp i Sj.serien, og det blev en kamp, hvor Avedøre var i gavehumør, og lidt dumt tabte 3-2..

Der var ikke spillet mange minutter af kampen, før en Avedørespiller desværre spillede en modstander fri alene med Emil Larsen i målet. Den duel tabte Larsen. Der gik så igen ikke mange minutter, før Avedøre havde bolden i nettet. Men der blev desværre vinket for en offside, der var meget, meget lille, hvis den overhovedet var der.

Resten er 1. halvleg havde Avedøre bolden mest, men lavede alt for mange fejl i opbygningsfasen. Hellebæk stod langt tilbage og var glade for de omstillingsmuligheder, der bød sig, uden at de blev rigtig farlige. Avedøre havde et skud på overliggeren og tættere på kom man ikke i 1. halvleg.

Var ovenpå, troede vi...

– Vi lavede lidt taktiske ændring i pausen og Marc Rosenmejer Winsløv kom ind i stedet for Martin Nedergaard, fortæller træner Christian Lundby.

– Og der skulle kun gå 90 sekunder, før vi fik spillet Hellebæk tynde på vores højre side, og Emil Møller sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet. Udligning til 1-1. Vi var ovenpå, og Hellebæk så trætte ud.

– Der gik dog ikke mange minutter, før vi igen gav bolden væk på et farligt sted. Hellebæk løb en god omstilling, hvor vi blev fanget med for mange folk foran bolden, så Hellebæk nemt kunne score til 2-1. Som halvlegen skred frem blev vi bedre på bolden og fandt bedre plads mellem Hellebæks meget tætte kæder. Om det var dem, der var blevet trætte og gav os plads, eller os, der blev bedre i afleveringerne og bedre på bolden, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Men vi fik dog udlignet til 2-2 midt i 2. halvleg. Her regnede vi med, at vi var færdige med at give gaver ud, og havde fået styr på kampen, men det var vi ikke. Så da vi stod og kiggede på et flot langt indkast, blev vi igen straffet og Hellebæk scorede til 3-2.

Spillerne kæmpede hele kampen, og fik også bolden i nettet til 3-3 i overtiden. Men hvis den første offside i første halvleg var tæt, så kunne vi overhovedet ikke se denne. Men i en kamp, hvor vi lavede alt for mange fejl, skal vi ikke skyde skylden på en linjedommer, der var i tvivl, om han var til fodboldkamp eller hjalp flyvere på plads i lufthavnen!

– Vi må op på hesten igen Skærtorsdag, og lade det gå ud over Herstedøster, som vi spiller hjemme mod kl. 12.30 på Avedøre Stadions kunststofbane, slutter Lundby.

Foto: Træner Christian Lundby.