Batterierne skal ovenpå den røde boks
EU-regler betyder, at brugte batterier fremover skal indsamles af producenterne – du kan dog stadig få hentet brugte batterier ved husstanden
NYHEDER: Som Hvidovre Avis tidligere har skrevet er der ny EU-lovgivning, som betyder, at Hvidovre Kommune fra årsskiftet skal ændre måden, brugte batterier bliver indsamlet hos borgerne.
– Vi har i kommunalbestyrelsen været optaget af, at borgerne stadig skal kunne komme af med deres brugte batterier – stort set som hidtil – fordi det er så vigtigt, at det her særligt miljøfarlige affald ikke ender i vores jord og grundvand, siger formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget Tina Cartey Hansen.
For borgere i villaer eller rækkehuse betyder ændringen derfor, at man her i 2026 ikke længere skal lægge de brugte batterier ned i den røde miljøboks til farligt affald, men i stedet samle batterierne i en pose, der placeres oven på den røde miljøboks. Batterierne bliver herefter afhentet sammen med miljøboksen som hidtil.
Fakta
Bor du i villa eller rækkehus skal du fremover aflevere dine batterier i en pose på låget af den røde miljøboks til farligt affald.
Bor du i etagebolig kan du fortsat dér aflevere batterier i batteristanderen.
Du kan også fortsat aflevere batterier på Genbrugspladsen.
