Beboerne blev inviteret til stor julefest

Beboerne blev inviteret til stor julefest

120 beboere fra Bredalsparken og Grenhusene bød julen velkommen ved julefest i onsdags. Undervejs blev der også tid til en sving-om til tonerne fra "Fede Finn & Funny Boyz". Og så fik Jørgen Christensen en fødselsdagssang med på vejen...

Juletræet var stort og flot pyntet, da dørene gik op til den store julefest i Kometen/Medborgersalen i onsdags. 120 beboere fra Bredalsparken og Grenhusene havde tilmeldt sig det traditionsrige arrangement. Ingen kan helt huske, hvor længe det har fundet sted. Men flere gætter på 30 år – eller deromkring. - Denne her julefest er for vores ældre beboere. De skal også føle sig inkluderet, og som en naturlig del af vores fællesskab. Vi har jo mange klubber og aktiviteter, men festen i dag er noget helt specielt. Noget som mange af beboerne ser frem til i lang tid, siger Henrik Berg, der er er formand Hvidovre almennyttige Boligselskab, hvor de to boligafdelinger hører til.

Sikken en føds´da...

Ved bordet overfor Henrik Berg sidder Jørgen Christensen, og midt under silden og snapsen bliver han pludselig julefestens midtpunkt. Han runder nemlig de 92 år på dagen – og det bliver naturligvis fejret med en fødselsdagssang fra de 120 gæster. - Sikke en fest, jeg får. Jeg har boet herude siden 1965 og i den periode er julefesten og min fødselsdag faktisk faldet sammen tre gange. Så det er jo en mægtig fest at få. Min kone og jeg er så glade for at bo her. Jeg synes, de laver så mange gode arrangementer for os pensionister, smiler fødselaren.

Mellem de mange dejlige juleretter bliver der også tid til et par julesange – og gode nabosnakke hen over bordene. Efter flæskestegen begynder orkestret Fede Finn & Funny Boyz at stille op – og et par stykker gør sig klar til en jule-sving-om.

- Vi har det virkelig godt herude. Jeg plejer at sige, at vi lever ligesom dronningen: Vi ringer bare, hvis der er noget, der ikke virker i vores bolig – og så bliver det ordnet, siger Flemming Nyrop, der også sidder i bestyrelsen. Hanne, Flemmings hustru, er enig: - Det er svært at forklare, men der er en helt speciel stemning. Vi har altid fundet ud af det med hinanden. Det er også imponerende, at vi har så mange klubber og aktiviteter. Vi har boet her i mange år og kan se, hvordan de grønne områder vokser til og bliver mere og mere smukke at kigge på, forklarer Hanne inden hun skal ud på dansegulvet til ´Fede Finn & Funny Boyz-hittet ”Du bist mein Hansiboy”. Dagen sluttede med dans om juletræet og lodtrækninger om flotte juleposer med bl.a. vin, kaffe og chokolade.

Foto: Formand for Hvidovre alm. Boligselskab Henrik Berg, ønskede Connie Weis glædelig jul. Connie er også en del af bestyrelsen i boligafdelingen.