BEKYMRET FOR ÆLDREOMRÅDET

 BEKYMRET FOR ÆLDREOMRÅDET

BIRTHE MINGON om Arne Bechs klichesprog om "tryghed og værdighed":

LÆSERBREV: Jeg blev noget bekymret for ældreområdet, da jeg læste overskriften på Arne Bechs indlæg i sidste uge i Hvidovre Avis.

Arne Bech forsikrer om, at medmenneskelighed, tryghed og værdighed fortsat er i fokus. Det er citater fra en bedre tid, og det lyder hult, når de bliver overskriften på en tid, hvor fundamentet i de frivillige ældres hverdag, er rykket op med rode. Hvor er trygheden, når alt skal bygges op igen i nye omgivelser, og meget materiale står pakket ned i kasser.

Lokalrådene, er gået tiggergang, og har fået et mødelokale på plejehjemmene, men skal tage deres materiale med, og de gode gamle hjemme opbevaringspladser er taget i brug. De to kontorer, som rummede Senior Rådet og De Frivillige Ældre er nu pakket sammen i et kontor, og al det materiale der bruges til de mange arrangementer der holdes årligt, står i kasser, det meste sat ned i kælderen.

Succes - sparet væk!

Medmenneskelighed, tryghed og værdighed er blevet klicheer fra en tid, hvor de passede ind i dagligdagen. En af de helt store succeser på Ældreområdet den velbesøgte Inspirationsmesse, med 36 stande, den er sparet væk. Det er vi dog flere om at beslutte, har kommunen ikke råd til at støtte de ældres succes, så er vi nogle der har en anden mening.

Arne Bech kommer også ind på hjemmehjælpen, hvor der bliver indført flere nye tiltag. I dag er det muligt at komme på plejehjem, når det er ønskeligt og nødvendigt, der er pladser nok. Hvor længe den statistik holder kan der sættes spørgsmålstegn ved. Nu indføres der erstatning for rengøringen. Der skal indføres robotstøvsugere/gulvvasker. Det formuleres blødt, det bliver introduceret som et tilbud, hvor det er relevant – men ikke med en anbefaling af en bestemt type (og meget dyr) robotstøvsuger Det er op til Borgeren selvom, hvilken robotstøvsuger man vil købe. Ja for det er borgeren selv, der SKAL købe den.

Ja der arbejdes på højtryk for at fortsætte de gode tilbud, der er til de ældre borgere, og det kan jo for os ældre mennesker være noget af en opgave at finde ud af, hvilke aktiviteter der fortsætter, og en gammel kone som mig, har svært ved at forstå logikken i, at man nedlægger Musikrådet og Kulturrådet, og så giver man tilskud til en musikklub fra Frederiksberg, men jeg er jo heller ikke konservativ.

Birthe Mingon.