Bliv stemmen for en million kunder

Hvidovre-borgere kan nu stille op til HOFORs vandbestyrelse

NYHEDER: Fra i dag onsdag 21. januar kan du som borger i Hvidovre stille op til bestyrelsen for HOFORs vand- og spildevandsselskaber. Her skal du repræsentere en million kunder og være med til at præge beslutningerne i Danmarks største forsyningsselskab, der leverer vand, afleder spildevand og arbejder for at skabe bæredygtige byer.

De fleste af os tager vandet i hanen og skyllet i toilettet for givet. Men de færreste ved, hvor meget det kræver at få det til at fungere – ikke mindst i en tid, hvor Hvidovre og de andre kommuner i hovedstadsområdet både kan risikere at mangle drikkevand og blive ramt af flere oversvømmelser efter kraftig regn og skybrud, hvis der ikke handles nu.

Vil du være med til at præge beslutninger om vores drikkevand, spildevand og ikke mindst HOFORs arbejde med at skabe bæredygtige byer, så har du nu muligheden for at stille op til bestyrelsen for HOFORs vand- og spildevandsselskaber.

Du bliver forbrugernes stemme

Du kan stemme til valget i marts, men allerede fra i dag onsdag 21. januar kan du melde dig som kandidat. HOFOR søger to forbrugerrepræsentanter, som skal repræsentere HOFORs flere end en million kunder.

Administrerende direktør i HOFOR Henrik Plougmann Olsen opfordrer borgerne til at stille op:

- Forbrugerrepræsentanterne er kundernes stemme i bestyrelsen. De kan give HOFORs fageksperter indblik i kundernes holdninger til de forskellige sager, som bestyrelsen behandler. Forbrugerrepræsentanterne har også mulighed for at komme med forslag til lokale vand- spildevand- og klimasikringsprojekter, siger han.

Du giver meget og får meget igen

Det er vigtigt, at du som forbrugerrepræsentant har interesse i vand, spildevand og bæredygtighed, og at du gerne taler med for eksempel naboer, kolleger og venner om, hvad der foregår på områderne.

- Det kræver tid og engagement at være forbrugerrepræsentant, da ansvaret er stort, men man får meget igen fx værdifuld erfaring med bestyrelsesarbejde. Herudover bliver man en del af en engageret bestyrelse med adgang til et netværk af mennesker, man ikke møder i hverdagen, konstaterer Henrik Plougmann Olsen.

Udsigt til mangel på drikkevand og ekstrem regn

Direktøren pointerer, at der nok aldrig har været så stort fokus på drikke- og spildevandsområdet og klimasikringsindsatser, som der er i denne tid:

-   På drikkevandsområdet står vi overfor at kunne mangle rigtig meget vand om blot 15 år. Her skal vi arbejde på at finde løsninger som for eksempel at spare mere på vandet, finde mere vand og beskytte grundvandet mod forurening, siger han og fortsætter:

-  Vi arbejder også med at klimasikre byerne mod oversvømmelser på grund af kraftig regn og skybrud, som vejreksperter forudser vil blive endnu voldsommere i fremtiden. Det gør vi blandt andet ved at lave regnbede, skybrudstunneler og parker, der kan være med til at holde på vandet, til der igen er plads i kloakkerne, siger Henrik Plougmann Olsen.

Vi skal løse udfordringerne i fællesskab

Henrik Plougmann Olsen slår fast, at løsningerne på udfordringerne i mange tilfælde kun kan gennemføres effektivt i samarbejde med borgerne, og særligt derfor er der behov for engagerede forbrugerrepræsentanter i bestyrelsen.

Vil du melde dig som kandidat, er der åbent for tilmelding i perioden fra i går onsdag den 21. januar kl. 8 til fredag den 13. februar kl. 23:59.

Sådan stiller du op

Gå ind på hofor.dk/valg

Log ind med MitID

Udfyld din beskrivelse og upload et billede

Klik på ”Godkend” – så får du en bekræftelse

For at stille op skal du have opbakning fra 10 myndige personer. Du kan invitere dem til at godkende dig direkte i valgsystemet.

Læs mere om HOFOR Forbrugervalg på hofor.dk/valg.

Alle HOFORs kunder over 18 år kan stemme til forbrugervalget, der løber af stablen online fra 9. marts til 10. april. Stem på hofor.dk/valg.

Kommuner HOFOR leverer vand- og spildevand til:

Albertslund

Brøndby

Dragør

Herlev

Hvidovre

København

Rødovre

Vallensbæk

 

 

 

red
menu
menu