Blødere vand til Hvidovre Nord

Blødere vand til Hvidovre Nord

Vandkunderne i Hvidovre nord for Holbækmotorvejen og mange vest for Avedøre Havnevej får snart vand med mindre kalk. Det mindsker brugen af kemikalier, sænker CO2-udledningen, og samtidig sparer kunderne penge

Bor du i Hvidovre nord for Holbækmotorvejen eller vest for Avedøre Havnevej, kan du se frem til at få blødere vand i hanen fra februar fra det moderniserede vandværk Værket ved Thorsbro.

Det blødere vand indeholder mindre kalk, og kunderne får i en række områder vand med en hårdhed på 10 til 12 grader (°dH). Det betyder at de, der i dag selv blødgør vandet, skal huske at indstille deres blødgøringsanlæg efter den nye hårdhedsgrad. Det fortæller områdechef Anne Scherfig fra HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab:

– Når det blødere vand kommer, er det vigtigt, at kunderne, der har egne blødgøringsanlæg, husker at indstille deres anlæg til den lavere hårdhedsgrad, konstaterer Anne Scherfig.

Hvis de ikke gør, kan de risikere, at indholdet af salt i vandet overstiger grænseværdierne i drikkevandsbekendtgørelsen. Derfor opfordrer HOFOR til, at kunder med egne blødgøringsanlæg sikrer sig, at deres anlæg indstilles til at modtage vand med den lavere hårdhed.

Områdechefen tilføjer, at man kan kontakte producenten af anlægget, hvis man er i tvivl om, hvordan man indstiller det.

Mindre CO2-aftryk, færre kemikalier

HOFOR har siden 2017 været i gang med at modernisere en række store vandværker og er efter planen færdig i 2030. Flere af dem forsyner forskellige områder i de otte kommuner, HOFOR leverer vand til, og derfor vil kunderne i alle kommuner gradvist få blødere vand.

En del af moderniseringerne er, at de fremover fjerner en del af kalken fra vandet og leverer blødere vand, som har en række fordele for forbrugerne. For eksempel er der mindre kalk i brusekabinen og elkedlen, og samtidig holder vaskemaskinen længere.

– Kort fortalt betyder det blødere vand, at der samlet udledes mindre CO2, blandt andet fordi apparaterne holder længere. Det blødere vand betyder også, at man ikke behøver bruge så meget vaskemiddel og færre kemikalier til afkalkning. Og så sparer man jo samtidig penge og skal bruge mindre tid på at gøre rent, siger Anne Scherfig.

Blødere vand til resten i 2030

Indbyggerne i resten af Hvidovre får også blødere vand, men de må vente lidt længere. De fleste får efter planen blødere vand med en hårdhedsgrad på 10 til 12 hårdhedsgrader i 2027, når Værket ved Regnemark efter planen åbner, og resten i 2030, når Værket ved Islev efter planen står klar.