Børnetour på lørdag

Børnetour på lørdag

Stor cykeldag foran rådhuset

Tour de France starter som bekendt i juli, men allerede på lørdag den 29. april kl. 10.00 tages der igen i Hvidovre forskud på festlighederne, når alle børn og unge i alderen 3-15 år inviteres til at prøve kræfter med BørneTour.

Cykelløbet har start og mål på Hvidovrevej foran Rådhuset. Og med distancer fra 1 til 8 km kan alle være med, uanset fart, type af cykel og ambitionsniveau, og der er præmier til alle. Målet er at give børn og unge en fed cykeloplevelse og måske endda starte drømmen om at blive den næste Jonas Vingegaard i den gule trøje.

Formand i Hvidovre Cykle Klub, Magnus Jakobsen, ser frem til at skyde løbet i gang i Hvidovre.

- Vi glæder os meget til at vise vores dejlige sport frem for byens børn og unge. Og vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme forbi området ved Hvidovre Rådhus og stifte bekendtskab med et ”rigtigt cykelløb” i begyndervenlige og sikre rammer. Cykelsport er både sjovt og meget socialt, og vi tror på, at alle kan få en rigtig god og unik oplevelse med Skoda BørneTour. Og uanset hvordan det går, så kommer man med sikkerhed hjem med en guldmedalje og en god cykeloplevelse, fortæller han.

Også hos Hvidovre Kommune er man glad for, at BørneTour igen kommer til byen.

- BørneTouren er en fantastisk måde at give vores børn en god cykeloplevelse. Vi arbejder i forvejen på at gøre Hvidovre til attraktiv cykelby, så vi kan få endnu flere til at vælge cyklen som det grønne transportmiddel. Gode vaner skal grundlægges tidligt og skal skabes på baggrund af positive oplevelser. Og jeg er sikker på, at der venter masser af store smil og sved på panden for børn i alle aldre, hvis de kommer og bliver en del af den store cykelfest i Hvidovre, fortæller borgmester Anders Wolf Andresen, der selv kommer og byder velkommen på dagen.

Efter cykelløbet modtager alle deltagere en medalje og et diplom samt en invitation fra Hvidovre CK til at deltage i et introforløb.

Ud over cykelløbene kan man kigge forbi løbets centrum omkring Rådhuset og prøve alt fra blendercykler, Cyklistforbundets cykelmanøvrebane og til en hoppeborg.

Skoda BørneTour arrangeres af Hvidovre Cykle Klub, Hvidovre Kommune, Danmarks Cykle Union, Skoda Danmark og Frog Bikes.

Man kan se info og tilmelde sig til børnetouren på sportstiming.dk.