Boliger til ældre i Hvidovre

 Boliger til ældre i Hvidovre

Hvad med dem der stadig har 10-15 år til plejehjemmet?, skriver MICHAEL SABROE

LÆSERBREV: Med glæde har vi læst at behovet for plejeboliger til ældre er dækket frem til 2030.

Altså en succes.

Blot overser forvaltningen og dermed politikerne, at der er behov for boliger til ældre, der gerne vil flytte fra hus med have eller fra lejligheden på 1-2-3 sal.

Altså til aldersgruppen, der stadig har 10-15 år til plejehjemmet.

Den gruppe af medborgere, der oplever at haven bliver for krævende, at huset kræver mere vedligehold og hvad der gælder både for huset og lejligheden; at indretningen er ikke specielt ældre og handicap venlig, når den ene beboer bliver rullestols bruger, eller kræver hjælp til eks personlig hygiejne. Sådan en praktisk ting som større dørbredde eks.

Igennem mange år har mantraet været ” Hvidovre er fuldt udbygget”.

Det er sikkert rigtigt, men boligmassen er ikke vedligeholdt i takt med befolkningens behov.

Jeg vil hævde at ”fuldt udbygget” er ikke det samme som vedligeholdt.

Vi har ikke bygget nok fornuftige ældrevenlige boliger som eks den hyggelige andelsforening i Storegade i Avedøre Landsby. Det er nu rigtig mange år siden, den blev bygget med 2 og 3 værelses små huse med en lille have.

Er der bygget noget tilsvarende siden?

Når eks en ældre villa på Hvidovrevej skal rives ned, behøver den ikke blive erstattet af et fantasiløst typehus med to carporte, men måske af en 2-3 etages ejendom med ældrevenlige lejligheder med en fornuftig indretning, elevator og altan.

Politikere, der siger ”det bliver for dyrt” har simpelthen ikke forstået opgaven.

Når det kan lade sig gøre i nabokommuner, kan det også ske i Hvidovre.

Det er blot at ville.

 

Med venlig hilsen

Michael Sabroe