Boliger uden vandbårent varmesystem behøver ikke opgive fjernvarme

Boliger uden vandbårent varmesystem behøver ikke opgive fjernvarme

5 % af Hvidovres boliger har ikke vandbårent varmesystem og står dermed overfor en større udskrivning, hvis de skal tilslutte sig fjernvarme

Har man en bolig uden et vandbårent varmesystem – og det har ca. 1.224 boliger i Hvidovre – kan det virke meget dyrt at tilslutte sig fjernvarme.

Men i følge EBO Consult, der administrerer og rådgiver Hvidovre Fjernvarme, er der muligheder, der alligevel gør det attraktivt at få fjernvarme – også selv om man står overfor at skulle udskifte et eksempelvis el-baseret varmesystem.

5% med el og brændeovn

Som man kunne læse i seneste Hvidovre Avis er fjernvarmen under udrulning i Hvidovre i Rebæk Syd og Præstemoseområdet. De boliger, der ikke har et vandbårent varmesystem – altså de el- og brændeovns-opvarmede huse, der ikke har rørinstallationer til at fordele varmen, kommer imidlertid til at stå overfor en større udskrivning end de boliger, der går fra naturgas til fjernvarme, hvis de skal gøre sig håb om mere miljøvenlig og på sigt prisvenlig opvarmning af deres boliger.

Hvidovre Kommune har i kommunens varmeplan vurderet, at det drejer sig om 5% af boligerne i Hvidovre - altså ca. 1.224 boliger.

Et af de områder, hvor parcelhusene er opvarmet af el og brændeovn er Grundejerforeningen Baunebakken, der har omkring 265 parceller. Hvidovre Avis har talt med to ejere fra grundejerforeningen, der begge bekræfter, at deres huse, efter ejernes mening, ikke egner sig til fjernvarme, selv om de ligger i Præstemoseområdet, der er et af de områder, der altså snart står for tur til at få fjernvarme. Årsagen er, at det efter deres mening vil være for dyrt at få installeret et vandbårent varmesystem for at kunne få fjernvarme.

Op til 240.000 kr.

Hvidovre Avis har set nærmere på, hvad det vil koste at få installeret et vandbårent system i et hus, der som parcelhusene i Grundejerforeningen Baunebakken er ca. 150m2 stort.

– Når du installerer vandbåren varme i din eksisterende bolig, kan du regne med en gennemsnitspris på mellem 900 og 1.600 kroner per kvadratmeter, oplyser BYGGE.DK på deres hjemmeside.

Med den beregning vil det altså koste et sted mellem 135.000-240.000kr. for et hus på 150m2 at få et vandbårent system, der er gearet til fjernvarme. Det er dog uden prisen på selve fjernvarmeinstallationen.

BYGGE.DK beskriver, at et vandbårent system både vil være mere miljøvenligt og give et mere sundhedsvenligt indeklima. Men BYGGE.DK påpeger også, at besparelsen ved at få fjernvarme vil være på sigt, og at besparelsen kan blive spist op af renter ved et eventuelt lån til et vandbårent system.

– Det betaler sig som oftest – over tid – at bruge vandbåren varme. Særligt hvis du har en relativt stor bolig, og du dermed har en anledning til at drage nytte af vedvarende ressourcer; som for eksempel solen til opvarmning. Husk dog på, at besparelserne fra vandbåren varme hurtigt kan blive spist op at renteomkostninger, hvis man låner penge til at finansiere projektet. Ud fra et rent økonomisk synspunkt kan man konkludere, at vandbåren varme ikke vil give dig højere omkostninger. Men det er heller ikke sikkert, at du kommer til at spare penge på det, skriver BYGGE.DK

Ikke enig i præmis

Spørger man direktør for EBO Consult, Erik Christiansen, der administrerer og drifter Hvidovre Fjernvarme, er han imidlertid ikke enig i, at det ikke vil kunne betale sig at få installeret et vandbårent varmesystem.

– Din præmis om, at der er boliger, der ikke egner sig til fjernvarme, er jeg ikke enig i. Vi har el- og brændekunder, der er konverteret til fjernvarme. Vi kender også til kunder, der efterfølgende har sløjfet deres brændeovn, fordi det ikke kunne betale sig – man oplever den stille og røgfri fjernvarme, der heller ikke er fysisk anstrengende, siger Erik Christiansen i et skriftligt svar til Hvidovre Avis.

Så holder præmissen heller ikke, hvis man ser på det ud fra et privatøkonomisk perspektiv?

– Vi plejer at tilbyde en finansieringspakke, hvor man kan skifte alle sine interne elvarmeinstallationer ud med et vandbårent anlæg (fjernvarme), svarer Erik Christiansen.

På Hvidovre Fjernvarmes hjemmeside kan man læse, at man som ny fjernvarmekunde, kan få en attraktiv finansieringsordning, hvor man kan låne til fjernvarmeinstallationen og afbetale over varmeregningen. Regneeksemplet er fra 2022 og beskriver, at man som ny fjernvarmekunde kan få et såkaldt energilån, hvor man med fast rente på 1,5% afdrager i op til 15 år. I regneksemplet er det maksimale lånebeløb 100.000 kr. Af opstillingen fremgår det desuden, at man skal kontakte EBO Consult for at høre nærmere, hvis ens hus opvarmes med el.

Foto: Direktør for EBO Consult, Erik Christiansen, der administrerer og drifter Hvidovre Fjernvarme.

key