Borgere efterlyser bedre information om badevandskvalitet

Borgere efterlyser bedre information om badevandskvalitet

De seneste dages voldsomme regnskyl sætter spørgsmålstegn ved om informationen om badevandskvalitet ved Hvidovre Strand er god nok

NYHEDER: Sommeren har budt på en del ustadigt vejr med kraftige regnskyl og skybrud, hvilket har stor betydning for badevandskvaliteten – især tæt på bynære områder, hvor kloakoverløb og regnvand kan påvirke vandet. Hvidovre Kommune oplyser på deres hjemmeside, at borgere bør tjekke badevand.dk eller app’en ”Badevand”, før man hopper i vandet ved Hvidovre strand i Lodsparken, hvor badning frarådes i perioder med forhøjet forurening.

Flere borgere giver dog udtryk for frustration over, at der ikke findes tydelig skiltning på stranden med aktuel information om badevandet – hverken i form af fysiske skilte, digitale tavler eller et simpelt flag-system.

Skiltning ved vandet
I andre kommuner, særligt København, informerer man direkte via skilte eller digitale tavler, der viser om vandet er egnet til badning – og hvordan udsigten ser ud de kommende dage. Flere borgere i Hvidovre undrer sig over, hvorfor lignende løsninger ikke findes lokalt især når stranden ligger tæt på udløb fra Harrestrup Å, som kan føre forurenet vand med sig efter kraftig regn.

Bekymringer for sikkerhed og sundhed
Bekymringen handler ikke kun om information, men også om tryghed. Flere mener, det bør være nemt og synligt for alle at se, om det er sikkert at bade – særligt fordi mange ikke på forhånd kender til badevand.dk eller bruger app’en.

Et flag-system på strandene, som Blå-Flag-ordningen, der viser badevandskvaliteten, kan også være en mulig løsning, der hurtigt og synligt informerer Hvidovres strandgæster.

Hvidovre Avis har spurgt Hvidovre kommune, hvorfor der blandt andet ikke er synlig skiltning om den aktuelle badevandskvalitet ved stranden – kommunen er desværre ikke vendt tilbage inden avisens deadline.

Foto: Man bør tjekke badevandskvaliteten ved Hvidovre strand før man springer i bølgen blå, især efter store regnskyl... (arkiv foto)

 

 

red
menu
menu