Borgere er bekymret for trafik i nyt Tårnfalkekvarter

Hvidovre Avis har spurgt medlemmerne af By- og Planudvalget, hvilke overvejelser de har gjort sig i forhold til den trafikale indvirkning 500 nye boliger vil få på området
NYHEDER: Foreløbig har Socialdemokratiet, Konservative, Hvidovrelisten og SF svaret på borgerens spørgsmål:
– Fra SF har vi været særligt bekymret i forhold til den øgede trafik i forhold til, at der er en del skolebørn der krydser Tårnfalkevej på vej til Engstrandskolen. Specielt set i forhold til at en ny dagligvarebutik vil skabe øget trafik igennem dagtimerne, lyder det fra Bent Roldgaard der er SF’s medlem i By- og Planudvalget.
Konservatives medlem af, og formand for, By- og Planudvalget Søren Friis Trebbien svarer på spørgsmålet:
– I forbindelse med lokalplanens udarbejdelse, har øget trafik også været et emne, som udvalget har behandlet. Med den lokalplan der og de intentioner der er fra bygherre, ser jeg en sammenhængskraft. Men skulle det vise sig, der kommer nogle uhensigtsmæssigheder, vil vi naturligvis være lydhør og opmærksomme, siger Søren Friis Trebbien.
Fra Hvidovrelistens medlem i By- og Planudvalget, Kristina Young, lyder det:
– Jeg forstår godt bekymringen, som også fremgik af høringssvarene til lokalplanen. Derfor drøftede vi det også under behandlingen i By- og Planudvalget med vores Vej & Park-afdeling, der er meget lydhør overfor at se på løsninger, hvis de nuværende trafikplaner viser sig at være uhensigtsmæssige. Den foreløbige vurdering er dog, at der ikke vil kunne mærkes en stor trafikal belastning i området, siger Kristina Young fra Hvidovrelisten.
Socialdemokratiet, der har to medlemmer i By- og Planudvalget, Anders Liltorp og Lars Gundelack Jensen, svarer samlet:
– Fra projektets start har trafik og trafiksikkerhed været en væsentlig faktor vi har villet sikre. Det er også vores opfattelse, at det fokus deles i hele udvalget. Der har været forskellige forslag og idéer på bordet – både ved borgermødet om lokalplansforslaget – og generelt i den politiske proces. Blandt andet er det blevet diskuteret, om vi kunne mindske noget af trafikken ved at åbne andre veje, så der var flere ind- og udkørsler til området. Men det er vi ikke umiddelbart tilhængere af, da det er yderst usikkert om det vil hjælpe på trafikken eller blot åbne for andre gener og flere krav om trafiksikkerhed. Området er jo generelt præget af mindre veje, så vi ser det som det bedste at sikre Tårnfalkevej for blandt andet gående og cyklende. Og så har vi også haft fokus på parkeringsforholdene, så udsyn og plads på Tårnfalkevej er så god som mulig, siger Anders Liltorp og Lars Gundelack Jensen indledningsvist.
De tilføjer: – Generelt vil trafikmønstret ændre sig, når et område omlægges fra erhverv til boligområde. Det vil gå fra erhvervsmæssig og tungere trafik til mere almindelig trafik som vi kender fra mange steder i Hvidovre. Der vil højst sandsynligt være mest trafik om morgenen og om eftermiddagen, når borgere skal til og fra arbejde. Den nye daginstitution i området vil f.eks. primært være til de familier, der bor i området og i pasningsdistriktet, hvorfor vi ser, at det primært vil være familier relativt tæt på, der skal til og fra. Der håber og opfordrer vi naturligvis til at forældre afleverer og henter deres barn i så god tid som muligt og gerne på cykel eller på gåben. Det afhænger naturligvis af familiernes egne rytmer, men det giver meget både i forhold til trængsel, trafiksikkerhed, træning i trafikken af børn og så de små stunder, hvor forældre kan nå at få talt sammen med deres barn på en anden måde end i bilen, lyder det fra Anders Liltorp og Lars Gundelack Jensen.
red