BORGERNES KULTURHUS?

BORGERNES KULTURHUS?

JOHN STAHLSCHMIDT MØLLER: - Hvad er de langsigtede konsekvenser af nedlæggelserne ?

LÆSERBREV: Fungerende borgmester Søren Friis Trebbien, Konservative fastslår i sidste uges Hvidovre Avis, at flertallet i Hvidovre Kommunalbestyrelse fortsat værdsætter borgernes engagement i kulturlivet. Men jeg ønsker at fremhæve nogle kritiske punkter, specielt omkring det økonomiske potentiale i "at fyre" frivillig arbejdskraft, som det er sket med nedlæggelse af en række råd og frivillige institutioner. Jeg er helt på linje med Niels Erik Madsen fra Hvidovre Avis, når redaktøren retorisk spørger: Står vi overfor den dyreste besparelse nogensinde?

Og hvad er de langsigtede kulturelle konsekvenser af at nedprioritere frivilliges bidrag til kulturlivet? Frivillige bidrager ikke kun med arbejdskraft; de er en uvurderlig kilde til innovation, kulturberigelse og fællesskabsopbygning. Ved at marginalisere de frivilliges rolle risikerer vi at miste mere, end vi sparer.

Jeg værdsætter Konservatives anerkendelse af frivilliges rolle i Kulturhus Risbjerggaard, men jeg er bekymret for, hvad det betyder, når den fungerende borgmester udtaler, at de frivillige ”på sigt” får indflydelse. Hvordan sikrer vi, at frivillige får substantielle roller fra starten, og ikke kun henvises til perifere opgaver som at stå i bar eller garderobe? Det er vigtigt, at vi fra begyndelsen integrerer frivillige i de kreative og planlægningsmæssige aspekter af kulturlivet.

Ved at integrere borgerdrevet initiativ sikrer vi, at Kulturhus Risbjerggaard udvikler sig som borgernes og ikke som forvaltningens kulturhus. Arrangementer på Risbjerggaard som samler folk med vaccineskepsis, eller hvor vi i denne måned inviteres til ”at omfavne det smukke i det introverte - en nat, hvor det at være introvert er din guide til en verden af ​​sindsro og undren”, er spændende nye tiltag, som sikkert kan samle særligt interesserede fra hele Hovedstaden.

Hvidovre har en rig historie med borgernært engagement, og vi skal ikke undervurdere, hvad der står på spil. Jeg opfordrer kraftigt til, at vi genovervejer, hvordan vi kan udnytte den fulde værdi af frivilligt engagement og sikre, at Hvidovres kultur- og fritidsliv fortsætter med at blomstre for alle borgere.

Venlig hilsen

John Stahlschmidt Møller