Borgmesterens jagt på penge

 Borgmesterens jagt på penge

SV. ERIK HANSEN om de forsvundne millioner:

LÆSERBREV: At vi er igennem godt halvdelen af valgperioden for kommunalbestyrelsen betyder også, at selvpromoveringen hos mange kommunalpolitikere tager til i styrke, Bl.a. bruges sociale medier til fremhæve egne gode gerninger og indsatser til gavn for borgerne.

Blandt de flittige på denne front er kommunens borgmester. Et eksempel fra hans mange facebook-opslag lyder således. ”Vi er på jagt efter Hvidovres forsvundne millioner! I har alle hørt om alt det kaos med de foreløbige ejendomsvurderinger. Midt i budgetlægningen sidste år forsvandt der "overnight" 17 mio. kr. fra Hvidovre Kommune på tab fra de foreløbige vurderinger af erhvervsejendomme. Det er vildt mange penge! De ville virkeligt gøre gavn for børn og ældre i Hvidovre!”. Sjovt nok udviste samme borgmester ikke nidkær omsorg for den kommunale økonomi, da han valgte at holde forældreorlov og undervejs beholde sin aflønning som borgmester. De godt 300.000 kr. det kostede kommunen, kunne også gavne børn og ældre. Småpenge, javel, Men det siger noget om indstillingen. Og borgmesterens jagtterræn for Hvidovres forsvundne millioner omfatter vist heller ikke Hvidovre Stadion, hvor han sammen med et kommunalpolitisk fjertal i superliga-oprykningsrus besluttede at ofre ganske mange skatte-millioner på en tvivlsom opgradering uden permanent sigte. Om kommunens økonomi kan det i øvrigt anbefales, at man orientere sig i udkastet for Hvidovre Kommunes økonomi 2023, som netop nu skal vedtages af kommunalbestyrelsen. Det er godt nok et diget værk, men det giver mulighed for at vurdere konsekvenserne af de beslutninger, som kommunalpolitikerne har taget. Og en sådan indsigt giver bedre ballast for evt. at medvirke til evt. genvalg for en ny periode - eller det modsatte.

Sv. Erik Hansen Gadestævnet 37