BORGMESTERENS MILLIARDDRØMME – OG DE 50 METER DER ALDRIG BLIVER FÆRDIGE

BORGMESTERENS MILLIARDDRØMME – OG DE 50 METER DER ALDRIG BLIVER FÆRDIGE

Hvornår bliver de store ord til handling?, skriver POUL ERLING MATHIASEN

LÆSERDEBAT: Borgmesteren for HELE Hvidovre udtaler til kamera i Tv-avisen DR1 20. april:. ”Flere investeringer i cykelstier, Metro til Hvidovre Hospital, flere S-tog ”. Men kære borgmester: Hvordan vil du håndtere milliardprojekter og store investeringer, når 50 meter! - Halvtreds meter! -, sti ved Bakkeskoven, SKAMPLETTEN, har været en uoverkommelig opgave i syv år?

​Tak for dit svar i Hvidovre Avis onsdag den 15. april under overskriften ”Melder tidsplan ud, når den er klar...”. Du anerkender selv, at ”situationen er utilfredsstillende”. Du beskriver dig selv som en borgmester, der skaber løsninger. 

​For læsere, der vil se kontrasten mellem de store ord på TV og den lokale virkelighed, kan ”Skampletten Hvidovre” findes på Google Maps. Her ligger billederne af en tunnel, der er spærret af med hegn, advarselsskilt, fyldt med mudder, vand og affald. 12 meter fra den tunnel i Hvidovre som er ufarbar og afspærret, er tunnellen i Brøndby som er fuldt farbar, og har været det siden 2019. 

Det virker uvirkeligt. 

Ringstedbanen blev indviet i 2019 af Hans Kongelige Højhed Kong Frederik 10., det var dengang han stadig var kronprins. 

​I tidslinjen skal vi mange år tilbage før 2019. 

Allerede i 1960’erne tænkte man stien ind, i dag landskendt som SKAMPLETTEN, ind under Holbækmotorvejen (Rute 21) og dengang Bakkeskoven stadig var marker der blev dyrket. 

Da Ringstedbanen blev anlagt krævede vor tidligere borgmester Milton Graff Pedersen en tunnel under Ringstedbanen, i forlængelse af tunnelen under Holbækmotorvejen Rute 21, så borgerne i Hvidovre kunne få direkte adgang til grønne områder, Bakkeskoven, uden at blive henvist til Avedøre Havnevej. 

​Nu fortæller du, at projektet er ”kompliceret” og kræver yderligere geotekniske undersøgelser. Du inviterer endda borgerne til at give gode råd, hvis de har ”faglig erfaring”. Javel. Skal vi nu agere ulønnede ingeniører, fordi kommunen ikke har kunnet levere varen i syv år? Det minder desværre om en molbohistorie.

Hjælpen blev afvist

For år tilbage tilbød Brøndby Kommune deres hjælp, hvilket jeg skrev om her i avisen. Der kom ingen respons. I starten af 2025 ringede jeg til forvaltningen og fik at vide, at der ville blive ”trykket på startknappen” i foråret 2025, efter der i oktober 2024 blev bevilget 1,33 millioner kroner til projektet. Som en kilde i forvaltningen sagde til mig: ”Vi må se, hvor langt vi når for de penge”.

​Jeg har tidligere inviteret dig på en uformel guidet tur omkring SKAMPLETTEN, men du kvitterede med et ”nej tak”, da du godt kendte området. Du udtaler dig til kamera i TV-avisen og taler om nye investeringer, alt imens der ikke har været nogen udvikling på SKAMPLETTEN, udover du skriver ”Melder tidsplan ud når den er klar... ” 

Du er nu i gang med din anden borgmesterperiode, situationen er fortsat utilfredsstillende. 

Men tak, borgmester, naturligvis vil jeg – og sikkert mange andre – gerne høre om detaljerne for projektet. I en digital tidsalder har kommunen rig lejlighed til at fortælle på nettet, hvordan arbejdet skrider frem.

Kort opsummering:

Det er efterhånden hurtigere at bygge en 60 kilometer højhastighedsbane fra København til Ringsted, end det er for Hvidovre Kommune at etablere en sti på 50 meter! - Halvtreds meter! - 

​Anders Wolf Frisdahl Andresen, vis nu, at du faktisk er ”borgmesteren, der kan skabe løsninger”. Jeg var forbi SKAMPLETTEN forleden; det er et sørgeligt syn, som slet ikke matcher de store ord i TV-avisen.

​Følg med i seneste opdatering på Google Maps. Læg gerne billeder op og skriv en anmeldelse – og bevar den gode tone.

​Naturfolket bliver fortsat henvist til Avedøre Havnevej.

Med de allerbedste hilsner,

Povl Erling Mathiasen 

 

menu
menu