Bruger- og pårørenderåd inviterer til kaffemøde

Bruger- og pårørenderåd inviterer til kaffemøde

Kom og få en snak om hjemmehjælp og hør om aktuelle emner på området. Sådan lyder invitationen til borgere, der får hjemmehjælp, og deres pårørende

Torsdag den 23. november kl. 16-18 slår Bruger- og pårørenderådet for første gang dørene op til et kaffemøde for borgere, der får hjemmehjælp, og deres pårørende. Det foregår i Hvidovre Sundhedscenter, og formand for Bruger- og pårørenderådet Birthe Mingon håber, at flere vil lægge vejen forbi til en snak og en kop kaffe.

”Som udgangspunkt er meningen med det her initiativ ganske enkelt at sikre, at der er et åbent forum, hvor borgere, kommune og leverandører kan have en dialog om hjemmehjælpen og udviklingen af den”, siger hun. ”Som borger kan man jo altid tage fat i sin leverandør af hjemmehjælp, hvis der er noget, man undrer sig over eller ikke forstår, men det kan jo være, at man også har mere generelle tanker, bekymringer eller spørgsmål om området, som man også gerne vil vende med nogen. Derfor gør vi nu et forsøg med at holde kaffemøder to gange årligt.”

Til kaffemødet kan man møde både medlemmer af Bruger- og pårørenderådet, Visitationen, Hjemmeplejen og repræsentanter for private leverandører, og ud over at der vil være plads til åben dialog om, hvad der ligger de fremmødte borgere på hjerte om hjemmehjælp, vil der også være et kort oplæg om et aktuelt tema.

Birthe Mingon understreger, at kaffemøder ikke er et klage-organ:

- De ikke meningen, at der behandles klager og enkeltsager på kaffemøderne. Dem må man gå til Visitationen, Hjemmeplejen eller den private leverandør med. Men i Bruger- og pårørenderådet tror og håber vi på, at vi med denne mulighed for dialog kan undgå nogle af de misforståelser og den frustration, der kan opstå, og som indimellem kommer til udtryk i fx Hvidovre Avis og på Facebook”.

Bruger- og pårørenderådet er sparringspartner for kommunen i spørgsmål om hjemmehjælp og er talerør for brugere og pårørende. Rådet kommer med input til udvikling af hjemmehjælpen og er optaget af tendenser på ældreområdet. Hvert andet år er der valg til Bruger- og pårørenderådet – næste gang i foråret 2024. Alle, der modtager hjemmehjælp, og deres pårørende kan stille op til rådet, hvor også Seniorrådet, Hjemmeplejen og private leverandører er repræsenteret. På formandsposten sidder altid en bruger af hjemmehjælp, mens næstformanden er lederen af kommunens visitation.