BYENS FØRSTEMAND OG KULTURANSVARET

BYENS FØRSTEMAND OG KULTURANSVARET

Borgmesterens stop for lokalt fælleskirkeligt arrangement i Kulturhuset, tyder på historieløshed og ansvarsforflygtigelse, mener OLE B. JØRGENSEN:

LÆSERDEBAT: Hvis vores borgmester, med Folkeoplysningsloven i hånden, virkelig mener, at den danske folkekirke og vor kristenhed ikke bør have adgang til vort lokale, dyrt opførte, KULTURHUS, er vi så langt ude i historieløshed og ansvarsforflygtigelse, at man næsten bør opfordre ham til at tilbagelevere borgmesterkæden, - også før kommunalvalget.

Avisens redaktør skrev en udmærket  „Kommentar“ i sidste uges lokalavis, men jeg syntes, han var for overbærende med hensyn til borgmester Andresens gøren og laden i denne tåbelige sag.

Kirken er jo netop folkeoplysende

Selvfølgelig var det ikke hensigten med revisionen af Folkeoplysningsloven at lukke den danske folkekirke ude af landets KULTURHUSE. Vi har ministerord for, at stramningen alene gik på at stoppe tilskud til ekstremistiske foretagender og forsøg på nedbrydning af danskheden.

Modsat de fleste andre religioner, er den lutheranske danske folkekirke jo grundlagt og besjælet af en frihed til bl.a. at tænke, udtrykke sig, og således også udøve og beskæftige sig med – ja netop – en bred FOLKEOPLYSENDE virksomhed.

Borgmesteren har formået at bruge så åndsforladte argumenter omkring hans „stopforbud“ overfor vore fire lokale folkekirkers fællesarrangement, at andre - med lige så respektmangel for dansk kultur og sædvane – jo kunne få lyst til at foreslå stop for de politiske partiers propagandamøder i KULTURHUSET – vi kan jo – lige så nedladende – kalde den slags bønnemøder for befolkningen

Ole B. Jørgensen,

lokal skatteyder til både stat, kommune og folkekirken

menu
menu