Bysbarnet Michael Strunge hædres i sin egen ”røvsyge forstad”

Bysbarnet Michael Strunge hædres i sin egen ”røvsyge forstad”

Den rebelske 80’er-dígter Michael Strunge er emne for en usædvanlig udgave af ”Søndagshjørnet” i Strungesalen på Kulturhus Risbjerggaard. Han var ikke vild med sin egen forstad, men han rejser stadig spørgsmålet ”hvad siger Strunge os i dag?”

ARRANGEMENT: En af de første gange digteren Michael Strunge dukkede op i den offentlige bevidsthed var, da han ringede ind til et radioprogram fra den ”røvsyge forstad Hvidovre” – hvor der ”ikke skete en skid.”

Siden blev han en fremtrædende, hård kritiker dansk gennemsnitlighed uden udsyn og kunstnerisk vision. Og med base fra København.

Og meget kan man sige om Strunge, men humor var ikke hans varemærke og ligefrem hyggelig kunne man ikke beskylde punkdigteren for at være. Men rebeller har alle generationer haft brug for til at ryste støvet af sig, og Michael Strunge betragtes som en af de vigtigste digtere i sin generation.

I 40 året for, at han sagde sine sidste ord: ”nu kan jeg flyve” – (hvilket han ikke kunne fra femte sal) så er det på tide at stille spørgsmålet i Strungesalen ”hvad siger Strunge os i dag?”.

Forfatter, journalist og kommunikationsrådgiver, Keld Broksø, har samlet et spændende panel, som ikke bare har bud på det, men også gerne går i dialog med publikum efter både videoklip, billeder og digte på storskærm, som pirrer både smil og eftertanke.

Dvs. man behøver ikke at have læst Gyldendals mursten ”Samlede Strunge – digte 1978-1985” med 11 digtsamlinger for at få noget ud af søndagen.

Panelet på scenen

Nikolaj Nørlund: sanger og musiker, som ud over helt egne kompositioner også har sat musik til en hel stribe Strunge-digte under titlen ”Navnløs.” Nikolaj Nørlund spiller lørdag aften den 7. marts (dagen før Søndagshjørnet), og måske Søndagshjørnet også slutter med en sang?

26-årige Astrid Olling, som er elev på Forfatterskolen. Hun skriver selv digte, essays, er en del af Forlaget K, og har tidligere siddet i redaktionen på litteraturtidsskriftet Slagtryk. Astrid Olling tilhører den generation, hvor Michael Strunge pludselig blev gymnasiepensum, uden at de nye generationer havde 80er-viben af desillusion og ungdomsarbejdsløshed, der måtte eksplodere i punk. Michael Strunge skrev før Astrid Olling blev født, men for hende er især hans inderlighed spændende den dag i dag.

Endelig filminstruktør Torben Skjødt Jensen med i panelet af en helt særlig grund: Han stod bag dokumentarfilmen ”Væbnet med ord & vinger” fra 2018; en dramadokumentarisk rejse gennem digteren Michael Strunges liv, univers - og selvmord som blot 27-årig.

Torben Skjødt Jensens rørende og tankevækkende film vises efter samtalen i Søndagshjørnet, som varer fra kl. 14.00-15.30. Efter en halv times pause vises filmen fra kl. 16.

Arrangementet i Søndags­hjørnet – og Nikolaj Nørlunds koncert – er en del af Hvidovres Strunge-dage i weekenden 6.-8. marts 2026, hvor der også er arrangement på Hovedbiblioteket fredag den 6. marts.

I Søndagshjørnet tages der fat på spørgsmål som er ”Michael Strunge passé eller en aktiv stemme i nutiden? Hvordan prægede han sin samtid, som satte spor frem til i dag? Hvad kom han ud af i fødebyen Hvidovre? Og har vi ændret os siden dengang?”

Det bliver en spændende eftermiddag med både kant, humor og eftertænksomhed, som kan gøre os alle klogere på Michael Strunge – og måske på os selv. Men om en weekend i digteren Michael Strunges ånd også er helt i rebellens egen ånd er et åbent spørgsmål. Michael Strunge var kendt som 80’er-generationens vrede stemme. Måske han derfor ville have syntes, at det var ”noget småborgerligt, kommunalt støttet pis uden kunstnerisk udsyn eller indlevelse”? I givet fald viser arrangementet i det mindste, at Michael Strunge har sat sig nogle spor.

Billetter fås fra Kulturhus Risbjerggaards hjemmeside – og linket her: risbjerggaard.hvidovre.dk/event/soendagshjoernet-special-om-digter-michael-strunge-talk-og-filmvisning-af-vaebnet-med-ord

menu
menu