C og F vil åbne kommunale legepladser

 C og F vil åbne kommunale legepladser

De to partier ønsker en åben by, hvor alle færdes og bruger byens arealer - og hvor der er sambrug af de kommunale institutionernes legepladser

De kommunale legepladser skal være åbne for byens børnefamilier frem for at stå ubrugelige hen efter institutionernes lukketid.

Det mener i hvert fald Konservative og SF, der på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde stillede et samlet forslag.

- Hvidovre er børnene og familiernes by. Men én ting savner vi ofte. Legepladser! Et ønske, der jævnligt fremføres, når man taler med børnefamilier rundt om i vores by. Trods mange gode intentioner, sker der af forskellige årsager ikke rigtig noget på området. Derfor skal vi tænke smart. Vi har faktisk rigtig mange gode legepladser i hele Hvidovre. Efter lukketid er de fleste bare aflåst. Her tænker vi naturligvis på de mange legepladser, der er i kommunens daginstitutioner! Hvorfor er de ikke åbne for alle Hvidovres borgere, skriver Konservative og SF i deres fælles medlemsforslag.

Gør det i Kbh.

De to partier argumenterer desuden med, at man allerede gør det i Københavns Kommune, og at det har vist sig at uproblematisk og til glæde for børnefamilierne.

- I Københavns Kommune er alle legepladser frit tilgængelige efter lukketid i hverdagene og i weekenderne. Ifølge politiske kolleger i København har der været minimalt med bænkefester eller andre udfordringer efter er tiltaget er startet. Derimod er det et meget skattet tilbud for børnefamilier i København, hvor oplevelsen er, at det fælles ansvar for legepladserne stiger, når legepladserne er åbne for alle, skriver de to partier i deres forslag.

SF og Konservative vil derfor gerne have undersøgt, om det samme kan gøres i Hvidovre.

- Det kan forsøgsvist være alle kommunale daginstitutioner, eller blot udvalgte. Vi vil gerne have mulighederne belyst og foreslår derfor, at sagen starter i Børne- og Uddannelsesudvalget. Vi ønsker også at have en dialog med daginstitutionernes ledelser, og på mere officielt hold indhente erfaringer fra Københavns Kommune. Det skal også undersøges, om åbne legepladser kræver økonomisk støtte til evt. oplåsning/afmontering af låger, ekstra vedligeholdelse og lignende. I så fald kan undersøgelsens resultater løftes ind i budgetforhandlingerne for 2024, skriver de to partier.

 

 

red