DE ER KERNEN I ALT, HVAD KOMMUNEN GØR

Et svar fra KOMMUNALDIREKTØREN:
LÆSERDEBAT: I forrige uge bragte Hvidovre Avis et læserbrev, hvor en borger delte sine tanker efter at have deltaget i kommunens nytårskur for det lokale erhvervsliv og samarbejdspartnere. Borgeren roste arrangementet for at være festligt og inkluderende og stillede samtidig et vigtigt og relevant spørgsmål: Hvordan viser Hvidovre Kommune sin værdsættelse af de mange ansatte, der hver dag yder en vigtig indsats for borgerne?
Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at alle medarbejdere i Hvidovre Kommune spiller en afgørende rolle i at sikre velfærd og service af høj kvalitet. Hver eneste indsats – fra social- og sundhedshjælperne og dagplejerne til gartnerne og de administrative medarbejdere – bidrager til at skabe en bedre hverdag for kommunens borgere. Derfor arbejder Hvidovre Kommune løbende på at anerkende og værdsætte de ansatte på forskellige måder.
Der bliver f.eks. holdt årlige julefester, hvor medarbejderne sammen med deres kolleger kan fejre året, der er gået. Derudover kan medarbejderne gratis deltage i det lokale firmaløb, Holmestafetten, som både styrker fællesskabet og giver mulighed for en aktiv dag med kollegerne. For de mange elever i kommunen arrangeres der to gange om året en særlig fejring i Kommunalbestyrelsessalen, ligesom jubilæer også bliver markeret og fejret.
Hvidovre Kommune er en stor arbejdsplads med omkring 5.000 ansatte, der hver især bidrager på vidt forskellige områder. Derfor er der også stor forskel på de enkelte arbejdspladser og de måder, hvorpå medarbejdere bliver fejret og anerkendt. Lederne på de forskellige arbejdspladser har frihed til at skræddersy fejringer og anerkendelse, der passer til deres medarbejdere og arbejdsmiljø. Det kan være små hverdagsfejringer, anerkendende ord eller særlige arrangementer, som er tilpasset netop deres arbejdsplads.
Vi ved, at vores medarbejdere er kernen i alt, hvad kommunen gør. Borgerens spørgsmål er derfor en god anledning til at tage en fornyet drøftelse i vores chefforum om, hvordan vi anerkender vores medarbejdere. Vi er åbne for nye initiativer, der kan styrke fællesskabet og arbejdsglæden, fordi vi ved, at en stærk organisation gør Hvidovre Kommune til et trygt og godt sted at bo og arbejde.
Venlig hilsen
Jakob Thune,
Kommunaldirektør i Hvidovre Kommune