De fodboldspillende hunde i cirkus

De fodboldspillende hunde i cirkus

Spændende søndag i Cirkusmuseet om to cirkusfamilier – den ene fra Hvidovre

At hunde kan lide bolde, er ikke en hemmelighed, men at du ligefrem kan få dem til at spille fodbold mod hinanden, ved nok de færreste. Det var imidlertid hvad familien Dubsky fik deres bulldogs til i et verdenskendt cirkusnummer. Historien bag nummeret og familien, kan du opleve i Cirkusmuseets nye udstilling, der åbner på søndag den 8. oktober.

Nummeret med hundene bragte familien rundt i hele verden, hvor det bragte latter og begejstring i alt fra Cirkus Benneweis til Holiday on Ice. Familien, som oprindeligt kom fra Ungarn og valgte at bosætte sig i Danmark, har cirkusrødder, der kan spores helt tilbage til omkring år 1800. Museumschef Mikkel Knudsen fortæller:

– Familien Dubsky er en af de slægter, hvis cirkusrødder kan spores længst tilbage. Den har samtidig en klassisk cirkusfortælling i sig, nemlig fortællingen om en cirkusfamilie, der er rejst fra job til job over hele verden, og hvor cirkuslivet er gået i arv.

Cirkusmuseet har produceret en film, til udstillingen, der bl.a. viser klip fra hundenummeret, og du kan også se smukke kostumer brugt af flere generationer og andre effekter, som dokumenterer familiens virke. Udstillingen kan du se fra den 8. oktober.

Altenburg fra Hvidovre Cirkus i bogform

På åbningsdagen kan du desuden komme til foredrag med forfatteren Joan Dansborg, der vil fortælle om sin nye bog Et trut for livet. Bogen handler om cirkusfamilien Altenburg, der endte med at slå sig ned i Hvidovre. Familien var i berøring med mange andre slægter herunder også Dubsky, som også er med i bogen, der fortæller om et spændende, men også hårdt cirkusliv, som det udspillede sig fra tiden omkring første Verdenskrig og frem til slut 1960’erne. Foredraget starter kl. 10.30, og du kan købe billetter i døren eller via cirkusmuseet.dk