De pårørendes kamp

LÆSERDEBAT: For et par uger siden skrev jeg om min mormors oplevelser af ældreplejen. Samme uge som læserbrevet kommer i avisen, bliver hun indlagt igen og slipper for hjemmehjælp. Men indlæggelsen på Hvidovre Hospital er lige så absurd som hjemmeplejen og vi pårørende står igen med opgaven at sikre en basal pleje som rent tøj, toiletbesøg og mad.

Min mormor har nedsat førlighed i armen og kan ikke selv skære maden ud. Dette bliver ofte overset af personalet, så hun får ofte ingenting at spise. Trods gentagne henvendelser fra os pårørende forbliver situationen uændret. Enkelte gange bliver der serveret suppe, som hun kan spise, men ellers er hjælpen mangelfuld. Efterhånden bliver hun så svækket, at hun ikke engang kan løfte et glas vand. Personalet sætter blot glasset på bordet, og vi finder det urørt, når vi besøgte hende senere på dagen.

Efter to uger i sengen uden væsentlig mad og drikke bliver der sat fokus på  genoptræning. Afdelingen planlægger en udskrivning til plejehjem – trods det, at hun bor i eget hjem. Fyssen forsøger at motivere hende til at komme ud af sengen, men hun har ingen kræfter til det. Resultatet bliver et hæfte med øvelser, som hun selv kan lave fra sengen af.

Den sidste uge oplever vi dog et lyspunkt: sygeplejersken Louise. Hun er omsorgsfuld, hjælpsom og nærværende, især da vi som familie tager afsked. Efter fire ugers indlæggelse har behandlingen stadig ingen effekt og ændres derfor til palliativ behandling, dvs at min mormor bliver smertedækket og sover stille ind.

Standarden på afdelingen var nedslående: Der kunne gå op til en time for at få en æblejuice. Toiletbesøg blev ofte erstattet af bleer, der blev skiftet efter personalets vurdering. Hygiejne blev i høj grad varetaget af os pårørende og fejl i madbestillinger betød ofte ingen mad overhovedet.

Hvordan er det kommet så vidt, at personalet prioriterer skærmene frem for omsorg og medmenneskelighed? Og hvordan skal pårørende affinde sig med den behandling og den magtesløshed, det medfører?