De vandt!

De vandt!

Energifællesskabet Avedøre vinder Green Power Prisen 2025

NAVNE:  Som beskrevet i Hvidovre Avis i denne uges trykte avis, var det lokale energifællesskab i Hvidovre, Energifællesskabet Avedøre A.M.B.A. nomineret til den prestigiøse Green Power Pris 2025 – og de vandt. Prisen er givet for deres enestående evne til at engagere naboer, forankre den grønne omstilling lokalt og vise, hvordan vilje, vedholdenhed og samarbejde kan drive udviklingen frem nedefra.

Siden 2021 har energifællesskabet samlet borgere, boligforeninger, virksomheder og forsyningsselskaber om en fælles ambition: At gøre Avedøre til et grønt kraftcenter drevet af vedvarende energi, lokal produktion og fælles ejerskab.

– Den grønne omstilling må ikke ende med at være et projekt, der er styret oppefra. Forandringerne skal også komme fra mennesker, der bor dør om dør og tager ansvar sammen. Når borgere, virksomheder og kommunen trækker i samme retning, sker der virkelig noget. Det viser energifællesskabet i Avedøre med al tydelighed, siger Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark.

Fællesskabet har blandt andet etableret solceller på villatage, skoler og et 45 meter højt boligbyggeri. De har opstillet ladestandere, udrullet varmepumper og planlagt nye løsninger til energilagring. Næste skridt er et datacenter, der skal levere overskudsvarme til fjernvarmenettet, og der er allerede planer om yderligere solcelleanlæg og muligvis vindmøller.

– I Avedøre har de handlet, samarbejdet og skabt løsninger, der virker – og som inspirerer langt ud over kommunegrænsen. Derfor er de årets velfortjente vinder af Green Power Prisen, siger Kristian Jensen.

Energifællesskabet Avedøre er det første borgerdrevne energifællesskab i Danmark og fungerer som et eksempel til inspiration for andre lokalsamfund, der ønsker at tage del i den grønne omstilling.

Årets finalister var Energifællesskabet Avedøre A.M.B.A., Thyborøn Sydhavns Møllelaug II I/S og VE Sejersbæk. I bedømmelsen har juryen vægtet lokalt forankrede initiativer, der formår at inddrage og invitere til engagement på tværs af skel, og som kan inspirere resten af Danmark.

Tina Cartey Hansen, Johnni Andersen og Stephan C. Krabsen, som repræsentanter for Energifællesskabet Avedøre, modtog årets statuette og 30.000 kroner til et grønt formål. Pengene går til Energifællesskaber Danmark og skal bruges til at udvikle materiale, der oplyser om, hvordan man lokalt kan engagere sig i den grønne omstilling gennem energifællesskaber – også i undervisningen på skoler over hele landet.

Foto: Fra venstre: Jesper Hjulmand, bestyrelsesformand for Green Power Denmark, Johnni Andersen, medlem af Energifællesskabet Avedøre, Tina Cartey Hansen, formand for Energifællesskabet Avedørem, Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, Stephan C. Krabsen, direktør for EBO Consult, og Lea Bigom Wichmand, afdelingschef i Green Power Denmark. Foto: Jeppe Carlsen.

 

menu
menu