Den Danske Cirkuspris sætter fokus på kunst og talent

Den Danske Cirkuspris sætter fokus på kunst og talent

PRISER: Hvidovre bliver igen i år centrum for dansk cirkuskunst, når Den Danske Cirkuspris fredag den 15. august kl. 12.30 afholder sin årlige prisuddeling i Fægtesalen ved Cirkusmuseet. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt og borgmester Anders Wolf Andresen, vil være til stede for at hædre årets bedste inden for dansk cirkus.

Den Danske Cirkuspris har til formål at sætte fokus på cirkus som en vigtig del af det danske kulturliv og kulturarv. Prisuddelingen er en hyldest til branchens mest fremtrædende repræsentanter og en stimulans for interessen for cirkuskunsten.

I år uddeles der priser i fire kategorier: Hædersprisen „Den Danske Cirkuspris“, Talentprisen, Årets Bedste Nummer og Indsatsprisen. Juryen, bestående af skuespilleren og sceneinstruktøren Jan Hertz, formanden for Cirkushusets museumsforening Niels Chr. Hansen samt Ole Simonsen, har set mere end 50 artister og artistnumre for at finde årets bedste.

  • Nominerede til Talentprisen
    Zanya Abelgren, Cirkus Mascot: Den 24-årige trapezartist er datter af skuespilleren Jenny Abelgren og René fra Cirkus Baldoni. Zanya har vist sig som et stort talent i sin første sæson med et turnerende cirkus.
  • Gabriel Dell’Acqua, Cirkus Arena: Den kun 15-årige akrobat har vundet guld ved European Youth Circus festivalen i Wiesbaden. Hans håndstandsnummer får stående applaus aften efter aften.
  • Glenn Folco, Cirkus Arli: Den 29-årige jonglør og Chinese pole-artist har imponeret med sit talent og udstråling. Han viser et nummer, hvor han jonglerer med tennisketsjere.
  • Nominerede til Årets Bedste Nummer
    Quincy Azzario, Cirkus Baldoni: Quincy viser et tempofyldt håndstandsnummer med et imponerende sluttrick, der aldrig før er set udført af en kvindelig artist.
  • Steven Ferreri, Cirkus Arena: Den 23-årige linedanser mestrer både at sjippe, hoppe over forhindringer og udføre svære saltomortaler. Han udfordrer tyngdekraften med sit uforlignelige talent.
  • Duo Silver Power, Cirkusland: Det ungarske par viser et imponerende adagio-nummer i flot samspil mellem maskulin styrke og kvindelig ynde. De modtog en guldmedalje ved Cirque Auvergne Rhone-Alpes Festival i 2024.

Priserne

Hædersprisen uddeles til en person som anerkendelse af dennes særlig fortjenstfulde indsats til fremme af cirkuskunsten i Danmark. Prisen består af et maleri af Viggo Salting.

Talentprisen uddeles fortrinsvis til en yngre artist og består af et diplom samt et engangsbeløb på 10.000 kr.

Årets Bedste Nummer uddeles til det artistnummer, som efter bestyrelsens opfattelse er årets bedste. Prisen består af et diplom samt et engangsbeløb på 500 Euro.

Indsatsprisen går til den politiker eller offentlige person, der har gjort mest for cirkus i det forgangne år. Prisen består af et lille maleri af Viggo Salting.

red
menu
menu