Den groteske afvisning…

Ugens kommentar af Niels Erik Madsen
UGENS KOMMENTAR: Det har vakt en del kritik at administrationen af Kulturhuset Risbjerggard - med godkendelse af Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen via en kommunal embedsmand - har afvist at udlåne lokaler på Risbjergaard til årets samlede pinsearrangement for Hvidovres fire folkekirker. Begrundelsen skulle være at „kulturhuset ikke er beregnet til religiøse handlinger og gudsdyrkelse“, - ja, sådan skriver man faktisk.
Borgmesteren henviser til Kulturhusets retningslinjer og Folkeoplysningsloven. Men os bekendt er vores folkekirke stadig en vigtig grundlovssikret del af den danske kultur, og vore fire folkekirker udfører utvivlsomt folkeoplysning og nok også det mest omfattende kulturelle virke i vores kommune, -med frisind og også på tværs af religiøse opfattelser.
Det mest groteske i denne sag - og den helt ubegribelige kommunale afvisning - er nok, at Kulturhuset - og dermed borgmesteren - tidligere på året åbnede op for en tilladelse til afholdelse af en Ramadan-fejring med middag med bønnemøde og recitation af Koranen for en ikke lokalt forankret organisation. Det har Kulturhuset og borgmesteren beklaget og forklaret som en „smutter“.
Med afvisningen af vore fire folkekirker fratager man den vel største gruppe betalende borgere en demokratisk ret til at holde et fællesmøde i et hus de alle betaler til. Det står også i skærende kontrast til flere lokaleudlån i Kulturhuset til udenbys foreninger og organisationer, og i flere tilfælde oven i købet med kommunale tilskud i tant og fjas-kategorien..
Mon ikke det er på tide at man får nedfældet nogle mere fornuftige regler for benyttelsen af Kulturhus Risbjerggard, så Hvidovre-borgerne får en førsteprioritet til det kostbare hus?
nem