Der bliver kamp om målmands-posten

Der bliver kamp om målmands-posten

En af NordicBet-ligaens bedste keepere er nu i Hvidovre

FODBOLD: Der er nu små to uger til at 3F Superligaen skydes i gang, når Per Frandsens mandskab løber på banen mod FC Midtjylland. Og selvom der er hentet fem nye ansigter til HIF, har sportschef Peter Lassen flere gange bebudet, at der skulle flere til for at skabe en konkurrencedygtig trup.

 Nu er der så også hentet en klassemålmand ind, der skal tage kampen op med Filip Djukic i målet. Her er man blevet enig med Hobro om få sendt Adrian Kappenberger til Hvidovre.

 - Det er lidt fantastisk at vi nu har styrket vores målmandsteam med Kappenberger, fortæller Peter Lassen. - Det er jo en keeper, som vi har stort kendskab til igennem de sidste tre sæsoner i NordicBet Ligaen, hvor jeg synes, han har leveret flere rigtig gode præstationer for sit jyske hold.
 - Med Kappenberger kommer vi til at råde over to af de bedste keepere fra NordicBet ligaen igennem de seneste par sæsoner. Kigger man på statistikkerne har Kappenberger nogle af de bedste stats fra sidste sæson, og det regner vi med han kan tage med sig hos os, slutter Lassen.

26 årige Adrian Kappenberger har spillet fem år i Hobro, hvor det også blev til en enkelt Superliga-kamp. Inden da var han en del af FC Helsingør, hvor det blev til fire Superliga-kampe.         

ka-ma