Der skydes med skarpt, men hvad med Lejerbo?

Der skydes med skarpt, men hvad med Lejerbo?

UGENS KOMMENTAR: Der er blevet skudt med skarpt på Hvidovre Kommune, når forældre fra Børnehuset ”Egevolden” skal beskrive deres frustration over, at institutionen splittes ad ved at børn og medarbejdere sendes ud til de mange ledige pladser i vore andre lokale institutioner.

Stadig er det fuldt ud forståeligt, at forældrene er frustrerede og rigtig gerne vil beholde den trygge base, de hidtil har afleveret deres børn til.

Men hvorfor er der egentlig ikke nogen, der interesserer sig for hvor meget – eller lidt – ejeren af bygningen, nemlig boligselskabet Lejerbo, gør for at løse problemet?

Hvidovre Avis har spurgt Lejerbo, om de vil bekoste udbedringerne, men svaret er udeblevet. Til gengæld kan Hvidovre Kommunes direktør berette, at Lejerbo slet ikke mener, at det kan påvises, at asbestfundet stammer fra institutionens tag.

Det kan naturligvis ikke her udelukkes, at kilden til asbest er en helt anden. Det bliver spændende, hvad resultatet bliver – selv om der helt indlysende ikke skal meget virkelighedssans til at nå frem til den konklusion, at den institution nok næppe bliver genåbent uden en grundig ombygning og renovering.

Tilbage er så bare at håbe, at de mange børn og personalet trods alt falder godt til i deres nye institutioner.

Niels Erik Madsen