Det kontaktløse forhold

Det kontaktløse forhold

Hvidovre Teaterforening præsenterer denne geniale, morsomme og tankevækkende forestilling

Vi har vænnet os til det. Forhold uden fysisk kontakt. Uden kropslig konsekvens. Vi stirrer ind i en lysende skærm og siger vi er i kontakt med andre mennesker. Vi afbrydes hvert andet øjeblik af toner og blinkende lamper, som giver os en følelse af hele tiden at være forbundet med andre mennesker. Samtidig gror vores nakke fast i foroverbøjet retning, vores fingerspidser slides mod plasticknapperne og vores øjne sendes flakkende rundt i et lyshav af informationer.

Med tiden overbevises vi om, at den tilstand er normal. Men degenerationen er i gang. Algoritmer kloner vores søgninger og kobler os til vores egne interesser i det uendelige – det vi møder på skærmen er ikke kontakt med andre, det er en til stadighed billigere version af os selv. Det kontaktløse forhold handler om en ensom mand, omgivet af digitale apparater, som bliver forstyrret af et andet levende menneske og kan ikke tåle det. Hendes latter bag væggen går ham på nerverne. Hendes gråd gør ham angst. Han gemmer sig i sengen med puder for ørerne, men pludselig ryger han ned gennem et stort sort hul til en helt anden verden, uden levende væsner, kun beboet af en menneskestor robot. Her får han chancen til at designe sit eget lykkelige liv uden forstyrrelser. Her slipper han for at udvise moralsk omsorg eller almindeligt menneskeligt hensyn. Robotten gør hvad han siger. Det går næsten for godt…

“Det kontaktløse forhold” - en genial og morsom udgave af H. C. Andersens Nattergalen, der handler om en ensom mand omgivet af digitale apparater, som bliver forstyrret af et andet levende menneske, som han ikke kan tåle. Med inspiration fra H.C. Andersens Nattergalen og associationer til Hitchcock’s Psyco-karakter Norman Bates og japansk social dating med vildskab og marionetteater-symbolik af mimer og performer Øyvind Kirchhoff og danser og koreograf Katrien van der Velden. Objekter, dukker og scenografi Rolf Søborg Hansen, lysdesignet Jeppe Lawaetz og instruktionen Lotte Faarup. Det Olske Orkester ønsker at stille skarpt på den moderne verdens digitalisering og den menneskelige fremmedgørelse, der kan følge i den “nyere tid“.

Peter I. Jensen: Da jeg så, H.C. Andersens nattergal var gjort menneskelig, og oplevede den fantastiske skuespilpræstation, var jeg ikke i tvivl om, at vi skulle have denne forestilling. For mig en ”Must See”.

Vi er stolte af, at vi i Hvidovre Teater, kan præsentere denne smukke, forførende og morsomme forestilling “Det kontaktløse forhold”, som spiller fredag den 15. marts kl. 19.30 i “Kometen”, Hvidovrevej nr. 280. Du kan trygt skynde dig, at købe billet enten på tlf. 36 49 66 06 onsdag og torsdag ml. kl. 10-15, eller på hjemmesiden hvt.billetexpressen.dk; du kan også prøve at tage chancen, og komme i døren en 1/2 time før forestillingen og købe billet.