Direktør om budgetaftale om hjemmehjælp: Brugerundersøgelse påbegyndes i 4. kvartal

Pårørende og borgere skal spørges om deres oplevelser med hjemmeplejen
NYHEDER: I seneste Hvidovre avis efterlyste Anders Liltorp (A) effektueringen af en budgetaftale om tættere politisk opfølgning på visitationen af hjemmehjælp til byens borgere. Han henviser til aftaleteksten i budgetaftalen:
”Ældre- og Sundhedsudvalget og Social- og Arbejdsmarkedsudvalget vil følge udviklingen tæt for at sikre, at borgerne fortsat får den hjælp, som de har brug for, og at indsatserne med træning og ny teknologi giver borgerne et bedre funktionsniveau og mere selvbestemmelse. Dialogen med borgerne skal tage udgangspunkt i deres ønsker for eget liv. Tilbuddene tager afsæt i gældende lovgivning og de vedtagne kvalitetsstandarder. Både borgere og pårørende vil blive spurgt om deres oplevelser med visitation og indsatser i kommunens ældre og sundhedstilbud.”
Hvidovre Avis har spurgt Hvidovre Kommunes velfærdsdirektør Tine Larting, om budgetbeslutningen er ført ud i livet.
– I forhold til den kommende brugerundersøgelse så ligger dette ganske rigtigt i planlægningen for udmøntning af budgetaftalen. Vi påregner at iværksætte denne i 4. kvartal 2025, da vi lige nu har bundet mange udviklingskræfter op ift. indførelsen af de faste teams og den journalgennemgang og kvalitetsarbejde, der ligger i forlængelse af påbuddet i hjemmeplejen, fortæller direktør Tine Larting.
Ikke nok hjælp?
I forlængelse af Hvidovre Avis’ artikler om robotstøvsugere og hjemmehjælp, har en række borgere henvendt sig til avisen for at fortælle om deres situation. Det har fået Hvidovre Kommune til at reagere:
– Sidder der borgere med en oplevelse af, at de har brug for en anden hjælp, end de får, så er de velkomne til at kontakte visitationen – enten på mail visitationen@hvidovre.dk eller på tlf. 36 39 28 80 ml. 08.30-10.30 Så ser de dygtige folk i vores visitation på, om de har den rette hjælp, siger direktør Tine Larting.
red