Droner tjekker tage på skoler og idrætscentre
Digitalt bygningssyn vil foregå i disse uger og frem til juleferien – på skolerne kun i weekender
NYHEDER: Hvidovre Kommune vil i ugerne 47-50 gennemføre et digitalt bygningssyn af klimaskærmen - dvs. blandt andet tage, murværk, døre, vinduer og fundament - på kommunens folkeskoler og idrætscentre. I den forbindelse vil der blive fløjet med droner over bygningerne. Dronerne optager billeder af bygningerne og opsamler data, som senere vil blive analyseret for at finde ud af, hvad der eventuelt skal repareres eller forbedres.
På skolerne vil dronerne kun blive sendt op i weekenderne, når elever og medarbejdere er derhjemme. Ved Frihedens Idrætscenter og Avedøre Idrætscenter vil dronerne også blive brugt i hverdagene.
I weekenden var der, hvis vejret tillod det, bygningssyn på Dansborgskolen, Risbjergskolen, Gungehusskolen.
Med forbehold for vejret er planen for det digitale bygningssyn sådan:
I den kommende weekend – uge 48 på Holmegårdsskolen, Præstemoseskolen og Sønderkærskolen.
I uge 49 flyver man over Avedøre Idrætscenter, Frydenhøjskolen og Avedøre Skole.
Turen går til Frihedens Idrætscenter, Langhøjskolen og Engstrandskolen i uge 50.
Det digitale bygningssyn med brug af droner og kunstig intelligens er en forbedring i arbejdet med at vedligeholde Hvidovre Kommunes bygninger. Kommunens Center for Trafik og Ejendomme forventer, at den nye metode både vil være mere effektiv og give bedre kvalitet i gennemgangen af bygningerne.
Foto: Risbjergskolen set fra oven. (Foto: Hvidovre Kommune)
