En bevæget og flot afsked
F-16 skar gennem disen over ”Bjerget” klokken 12.53:
NYHED: Egentlig skulle de have været der kl. 09.03, men skydækket ville det anderledes. Søndag middag fik de mange fremmødte på ”Bjerget” i Strandparken på Avedøre Holme endelig deres brølende farvel til de danske F-16 jagerfly.
Det krævede tålmodighed at få det sidste glimt af de ikoniske fly. Formiddagens tætte skydække tvang F-16 til at udskyde deres rute, men som sendt fra himlen fik middagssolen skyerne til at lette over Kalveboderne og Avedøre Holme og skabte perfekt sigtbarhed.
I første parket på toppen
Da klokken slog 12.53, skete det endelig. Langs skrænterne og helt oppe på toppen af ”Bjerget” stod folk i første parket med kig ud over vandet. Blandt de mange fremmødte var en tidligere udsendt, der havde bredt et stort Dannebrog ud over græsset. Da lyden af motorerne begyndte at rulle ind fra horisonten, var følelserne svære at skjule:
– Jeg bliver helt bevæget, lød det fra veteranen, mens blikket var rettet mod himlen.
Først hørte man den karakteristiske dybe buldren i det fjerne, som fik alle på Bjerget til at spidse opmærksomheden og gøre kameraerne klar. Kort efter passerede flyene i en flot formation – et værdigt og larmende punktum for en æra i dansk luftforsvar, set fra Hvidovres bedste udkigspost.
Foto: Povl Erling Mathiasen
red