En god nyhed i hjemmeplejen

En god nyhed i hjemmeplejen

Ugens kommentar af Niels Erik Madsen

UGENS KOMMENTAR: Det er ikke sjældent, at vi her på Hvidovre Avis har fået en melding fra ældre borgere eller familiemedlemmer til ældre borgere, der i dyb forundring har konstateret banegårdslignende tilstande i deres bolig, fordi der på ganske kort tid har været i omegnen af 25-30 forskellige medarbejdere fra hjemmeplejen forbi.

Derfor ligner det en virkelig god nyhed, at faste teams på 8-10 medarbejdere hos den enkelte borger nu rulles ud i Hvidovre Nord. Og det bliver helt rart, når hele byen Hvidovre er dækket af den gode intention.

Når det så er sagt, så er det også klart, at ingen hjemmehjælpsmodtagere kan forvente at få en lille, bitte sluttet kreds af medarbejdere i deres hjem. Medarbejderne har deres eget liv med familie, ferie, sygdom og alt muligt andet, der intet har med deres arbejdsliv at gøre. Desuden skal man ikke glemme, at medarbejderne i kommunen vel alle er ansat på deres kvalifikationer frem for deres personlighed. Og selv om en behagelig personlighed altid er god i mødet mellem mennesker, så er faglighed i hjemmeplejen trods alt det man må prioritere højest.

 

nem