En hjertevarm mand med initiativ har forladt os

En hjertevarm mand med initiativ har forladt os

Hjælpsomme og altid aktive Jan Nørregren er afgået ved døden

MINDEORD: Meddelelsen om den tidligere stationsleder på Hvidovre Nærradio Jan Nørregrens død lørdag den 20. september kom utvivlsomt bag på de fleste. Mange vidste, han det sidste års tid døjede med en ondartet sygdom, men han kæmpede utrætteligt imod, både af hensyn til sin demensramte hustru og simpelthen fordi han gerne ville virke og leve. Men til sidst måtte han opgive kampen mod en ustoppelig kræftsygdom, lade sig indlægge, og sov ind på hospitalet, kun 72 år gammel.

Jan Nørregren vil blive husket som et særdeles initiativrigt og fantastisk hjælpsomt menneske, – ingen sag eller opgave var for stor eller lille, så gav han gerne en hånd med. Mange har således haft kontakt med ham i de mere end 20 år, han var ”styrmand” på den lokale Hvidovre Nærradio, og han modtog rigtig flotte tilkendegivelser, da han i 2018 sagde farvel ved en velbesøgt afskedsreception. Man må sige, at det var lykkedes ham at gøre radioen til mere end en ”musikalsk-sludder-for-en-sladder”-funktion. Både det lokalpolitiske, foreningsarbejdet for såvel unge som ældre, og idrætten fik plads i ”hans” radio.

Blandt hans mange initiativer har også været en række musikarrangementer, hans medvirken omkring motionscykelløbet ”Tour de Hvidovre”, en aktiv periode i Hvidovre Lions, samt oprettelsen af støtteforeningen Hvidovre Nærradios Venner. 

Topscorer i fodbold

Jan Nørregren havde også en bemærkelsesværdig fortid som fodboldspiller på 1. divisionsholdet i Brønshøj, hvor han var en frygtet centerforward og topscorer med mange mål i støvlerne. Senere blev han træner i en række klubber. både herhjemme og ikke mindst i Sverige. I de senere år medvirkede han tillige i Hvidovre Fodbold, bl.a. som speaker til divisionskampene på stadion.

Lokalt må det også nævnes, at han har gjort en stor indsats for Hvidovre Pensionistforening, hvor han specielt var meget aktiv omkring denne forenings tvangsflytning fra Risbjerggaard, og store risiko for en nedlukning af kommunens ældste og største pensionistforening. Han medvirkede til det sidste her, og kunne glæde sig over at foreningen har fundet sig nogenlunde tilrette i en genrejsning i lokaler i Strandmarkens Fritidscenter. 

En anden stor interesse var i mange år det journalistiske arbejde med interviews og arrangementer, bl.a. omkring travsporten rundt om i Skandinavien, og især i Sverige, hvor han også havde mange gode kontakter og venner.

Jan Nørregren efterlader sig hustru, datter og svigersøn samt ikke mindst de to drenge-børnebørn, som var hans et og alt.

Bisættelsen fandt sted i stilhed fra Glostrup Kirkegårdskapel i lørdags.

mads
menu
menu