En hundelegeplads i Kystagerparken

En hundelegeplads i Kystagerparken

Forslag fra hundeejere:

LÆSERBREV: I 2023 var der 53.443 borgere og 7275 hunde i Hvidovre. Det er ca. 1 hund pr. 7,36 borger.

Vi ved ikke hvor mange hunde, der bor i Strandmarkskvarteret, men det kunne sagtens være 1000.

På få dage fik facebookgruppen: Hundelegeplads i Kystagerparken, Hvidovre næsten 100 medlemmer med interesse i denne sag. Du kan stadig nå at være med, for sammen er vi stærkere.

Hvidovre skal være borgernes by. Det er der bred enighed om. Vi vil stadig gerne være børnefamiliernes by, men her er også mange pensionister, enlige og borgere med mange forskellige interesser, der kan udfolde sig i byen. Det skal også fremmes.

Frivillighed og foreningsliv giver glade borgere.

Der har længe været planer om at gøre havneområdet mere attraktivt for flere, og det arbejdes der på.

Der er vinterbadere i organiseret og uorganiseret form på begge havnemoler.

Kano og kajakfolket, sejlerne, bådfolket, søspejderne og folk der kommer for at spise en frokost eller middag eller is dukker op dernede.

Om sommeren er der pres på parkeringspladser til strandgæster, der valfarter fra hele omegnen. Motionister i alle former går, cykler og løber i parken året rundt.

Og så er der hundelufterne, som også har deres daglige gang i området. Nogle flere gange om dagen år ud og år ind. Man kan sige, at de er en slags uorganiseret klub, der mødes i sol og vind og hilser på hinanden – både de 2 og 4 benede. Mange kender navnene på hinandens hunde før de kender menneskene bag.

En indhegnet hundelegeplads ville være en god og billig investering, der kunne vise sig at være en rigtig smart løsning på flere behov.

Socialt for både hunde og mennesker, da det er nemmere at tale sammen, når der ikke er liner og snore i vejen. Tryghedsmæssigt for dem, der ikke bryder sig om løse hunde, og for dem, der gerne vil sikre at deres hunde får motioneret frit uden risiko for at blive kørt over eller bliver væk.

Fugle og andre små vilde dyr ville også hurtigt lære at de løse hunde kun er i en indhegning og alle ville med mere styrke kunne henvise de løse hunde til legepladsen af hensyn til små og store.

Selvfølgelig vil der være borgere, der er imod initiativet. Det er der altid. Men selvom man ikke har hund, kan man jo godt støtte op om tiltag, der fremmer fællesaktivitet, frisk luft og motion.

Vi bakker også op om vinterbaderne, det lille bådelaug og søspejderne, selvom vi ikke nødvendigvis er en del af deres fællesskab.

Vi håber, at finde støtte til vores ønske og vil i den kommende tid tale med politikere og ildsjæle, der ligesom os synes at ideen er for god til at lade ligge i skuffen.

Det er mange år siden forslaget blev taget op i kommunalbestyrelsen første gang. Vi mener, at det er tid at få prøvet det af nu.

 

På vegne af Facebook gruppen Hundelegeplads i Kystagerparken

Randi Outzen og

Stine Roldgaard