En hvidovreborger med stort format

En hvidovreborger med stort format

Dødsfald – Ole Asbjørn Petersen

DØDSFALD: Jens Frederik Jørgensen skriver mindeord om Ole Asbjørn Petersen, der døde i søndags82 år gammel.

Han var en rigtig Hvidovredreng, der stort set hele livet boede i Hvidovre. Det startede i en 2-værelseslejlighed på grænsen til Rødovre, på hjørnet af Nordkærsvej og Hvidovrevej. Forældrene, der kom fra arbejderklassen, så mulighederne i, at den velbegavede dreng kom i mellemskole og gymnasium på Schneekloth, hvad der ikke var almindeligt i 1955.

Allerede som barn var Ole Asbjørn Petersen meget interesseret i idræt - fodbold og badminton. Som 15-16 årig var han i en efterårsferie med til at håndgrave afløbsgrøfter i forbindelse med anlægget af HBC-hallen. Her fejrede han som spiller også triumf, da han som 1. single var med til at spille HBC op i ”divisionen”.

Efter endt lærereksamen på Frederiksberg Seminarium, hvor han mødte sin hustru Birgit, fik han i 1968 ansættelse på den nye Langhøjskole. Efter nogle år på Pædagogisk Central blev han i 1979 viceskoleinspektør på Sønderkærskolen og var fra 1985-2003 skolens inspektør. I perioden 1983-85 var der første gang tale om at nedlægge Sønderkærskolen. Her bestod han den balancegang at holde sig neutral og derved bevare tilliden både hos kommunen og forældrene. Arbejdsomhed, ordentlighed og humor prægede hans arbejde som skoleinspektør. Han var i faglig sammenhæng gennem flere år formand for skolelederne i Københavns Amt.

I 12 år fra 2005 til 2017 var Ole Asbjørn formand for Hvidovre Lokalhistoriske Selskab. Den store kontaktflade til og viden om Hvidovres borgere og livet i Hvidovre samt sin store historiske interesse kombineret med en cand. pæd. i historie betød, at han var den fødte formand, og han ydede et kæmpestort arbejde for lokalhistorien. Det gjorde, at Hvidovre Lokalhistoriske Selskab blev kendt som en aktiv og spændende forening. Sammenlægningen med Avedøreselskabet var noget af det første, der skete i hans formandstid. Ved sin fratræden som formand blev han udnævnt til æresmedlem af Hvidovre Lokalhistoriske Selskab.

Ole var i mange år formand for Københavns Befæstningsforening og var med til at gøre Vestvolden kendt som en spændende historisk lokalitet i Hvidovre/Avedøre med den årlige Befæstningsdag.

Han og jeg arbejdede i mange år sammen i bestyrelsen for Hvidovre Lokalhistoriske Selskab, og dette samarbejde udviklede et tæt venskab. Trods sygdom de sidste år oplevede jeg, at han havde en intens lyst til at leve livet, der var meget, som skulle nås.

Han var stadig aktiv i det lokalhistoriske arbejde. Han var en kilde, der kunne trækkes på, når der var noget, der skulle opklares og belyses. Hvis det overhovedet var muligt, deltog han og Birgit i de lokalhistoriske møder og arrangementer.

Ole Asbjørn og Birgit har boet i Grenhusene i næsten 50 år.  De kunne næste år have fejret diamantbryllup.

Familien betød uendelig meget for Ole Asbjørn. Mine tanker går derfor nu til Birgit, de tre børn og deres familier, som helt sikkert vil fortælle minder om ham, når de mødes.

Æret være Ole Asbjørn Petersens minde.

 

menu
menu