En hyggelig dag om Lise Nørgaard og hendes ”Matador”

 En hyggelig dag om Lise Nørgaard og hendes ”Matador”

Mindeværdigt og underholdende arrangement i Lille Friheden på tirsdag – Billetsalg fra Seniorrådets Hus på Hvidovrevej eller via MobilePay, kun kr. 100,- incl. smørrebrød, en genstand, kaffe og kage

Ingen tvivl om at forfatteren og journalisten Lise Nørgaard har en særlig plads i danskernes hjerter. En af de største stjerner i dansk kulturliv, kvinden bag den fantastiske TV-serie "Matador", døde i januar i år i en alder af 105 år, og der er al mulig grund til at mindes og hylde hende.

Det gør Det Frivillige Ældrearbejde og seniorrådene i Hvidovre en hyggelig og spændende hyldestdag på tirsdag den 19. september fra kl. 12.30 til 16.30 i Lille Frihedens aktivitetslokaler, hvor man kan få et indblik i Lise Nørgaards udødelige klassiker, som er baseret på bogen ”Matador, mennesker, myter & minder”, samt meget af hendes virke som journalist og samfundsrevser.

Foredrag og billeder

Der bydes på et mindeværdigt og underholdende foredrag Lises gode ven, forfatter og journalist Per Kuskner. Han beretter om tilblivelsen af tv-serien og universet i Korsbæk med dets mange personligheder. Her kan man tillige Få svar på nogle af de spørgsmål, som ellers er svært tilgængelige. Hvem skulle egentlig oprindeligt have spillet rollerne? Hvordan så skuespillerne selv på deres pågældende karakter? Havde deres medvirken i serien en effekt på deres senere karriere, og hvordan forløb en dag på settet? De mange sjove anekdoter og informationer bliver belyst med en masse billeder, der stammer fra dengang Matador blev til.

Køb billet NU!

– Omkring halvdelen af billetterne er allerede solgt, og vi glæder os til at se mange denne eftermiddag til en kærlig hyldest til Lise Nørgaard, krydret med sjove fortællinger og personlige anekdoter, siger Wivie Bastian, fmd, for Strandmarks seniorlokalråd. - Der vil blive serveret 2 stk. smørrebrød og 1 genstand, samt kaffe og kage, og så kan der købes øl, vand og vin. Der er selvfølgelig begrænset plads i lokalerne i Lille Friheden, så vi anbefaler at man køber billet nu.

Billetpris er kun kr. 100,00 for det hele, og billetter kan købes/betales via MobilePay 0362MS (Husk store bogstaver), eller i ”Huset”, Hvidovrevej 253B i kontortid: man-, tirs-, og onsdag kl. 10-12, samt torsdag kl. 13-15.