En igangsætter i HBC bliver 75 år

 En igangsætter i HBC bliver 75 år

En hyldest til Anders Kaas

En kendt og vellidt Hvidovre-borger, Anders Kaas, Sønderkær, fylder 75 år næste onsdag den 7. februar.

Anders Kaas kom som 17-årig til Hvidovre Badminton Club (HBC) fra Brønshøj. Han blev hurtigt en gevinst for klubben først som spiller og senere som leder og igangsætter af sociale aktiviteter bl.a. sjove HBC-revyer.

Løftede en svær arv

På banerne var Anders Kaas med til at spille 1. holdet op fra 3. division til Elitedivisionen. Han valgte dog tidligt at stoppe på topplan for at hellige sig arbejdslivet og ledergerninger i HBC. Først som medlem og senere som formand for Spilleudvalget. Da klubbens legendariske formand Finn Jacobsen stoppede efter 17 fremgangsrige år, tog Anders Kaas modigt over, selvom svære tider ventede. Bedre start kunne han næppe få, da HBC fik sin første (og eneste) verdensmester, da Jesper Helledie vandt guld ved VM i Brøndby Hallen i 1983 med makkeren Steen Fladberg fra Køge. Anders Kaas fik naturligvis stablet et flot hyldest arrangement i HBC-hallen på benene.

Arbejdsmæssigt blev Anders Kaas udlært i bankverdenen, men værnepligten ventede, og han blev indkaldt til Søværnet, hvor han endte som sergent. I sin civile karriere har fødselaren haft mange job, oftest som salgskonsulent i IT-firmaer i en omskiftelig branche. Han havde også i en periode selvstændig virksomhed på Hvidovrevej.

De sidste årtier var han ansat i undervisnings- og konsulentbranchen. Først på Ballerup Handelsskole og de seneste mange år hos Niels Brock som projektleder, underviser mv. Lidt mod sin vilje gik Anders på pension som 70 årig.

Det er slut med aktiv badminton og tennis, men nu er der blevet tid til HBC. Fødselaren ses hver torsdag aften i HBC til dagens ret og hygge med vennerne og en gang om måneden i Rafleklubben, hvor spisning, syver-spil og butterfly er pligtigt. Derudover er han meget aktiv og medstifter af støtteforeningen HBC-Xtra, som gør en stor indsats for klubben. Desuden var han primusmotor til at drive HBC-restauranten sammen med andre gamle medlemmer, da vi pludselig stod uden restauratør i sidste sæson.

Anders Kaas er også interesseret i fodbold og som medlem ofte gæst hos HIFs Gamle Kæmper og i øvrigt som aktionær i Hvidovre Fodbold.

Fødselsdagen fejres under private former.

 

 

 

LJ