- En vigtig investering i dyrevelfærd…

- En vigtig investering i dyrevelfærd…

Redaktionen har spurgt Hvidovre-Avedøre Rideklub hvordan nyheden er landet i klubben

NYHEDER: Der var stor glæde og taknemmelighed at spore hos Hvidovre-Avedøre Rideklub, da Hvidovre Avis henvendte sig til klubbens formand, for en kommentar til den tillægsbevilling på 1,9 millioner kroner, som Kommunalbestyrelsen netop har afsat til akutte forbedringer på ridecenteret.

- Vi har i flere år kæmpet med massive problemer som følge af nedsunket og ødelagt dræn samt slidte bundforhold på vores ridebaner. Det har betydet, at store dele af vores faciliteter ofte har stået under vand, og det har gjort dagligdagen både udfordrende og til tider usikker – for ryttere, elever, frivillige og ikke mindst for hestene.

- Derfor er denne bevilling helt afgørende. Den vil gøre det muligt at skabe de nødvendige forbedringer, så vi igen kan tilbyde sikre og funktionelle rammer for undervisning, træning og samvær. For os handler det ikke blot om bedre baner og dræn, men om at sikre, at børn, unge og voksne fortsat kan have et sted i Hvidovre, hvor heste, fællesskab og ansvar går hånd i hånd.

- Vi ser frem til at arbejdet kan igangsættes og vil gerne takke både politikere, forvaltning og de mange engagerede kræfter, der har bidraget til at gøre denne bevilling mulig. Det er en vigtig investering i både dyrevelfærd og i det lokale foreningsliv, som vi er stolte af at repræsentere, slutter formanden på bestyrelsens vegne.

 

 

red
menu
menu