Endelig en plan med vækst i velfærden for Hvidovre

 Endelig en plan med vækst i velfærden for Hvidovre

Kæmpe tak for nybruddet i dansk økonomisk politik, skriver ANDERS LILTORP:

LÆSERBREV : For første gang i mindst 15 år fremlægger en regering – og vel at mærke en Socialdemokratisk ledet af slagsen – en økonomisk plan, der sikrer vækst i det offentlige forbrug. Og det er der hårdt brug for her i Hvidovre, for fra 2010 til 2019 er der i praksis sparet med en sølle vækst på 0,2 %. En vækst der slet ikke har svaret til de udgifter vi har og den velfærd vi lokalt kæmper for. Tænk, hvis der oven i 2030-planen fra regeringen, havde været flertal for vores lokale budgetforslag sammen med Enhedslisten, så havde vi ikke bare kunnet sikre, men også investere i velfærden – i rigtige forbedringer og politik, der gør en forskel - samtidig med at vi kunne undgå de mange forringelser og besparelser, som et flertal nu har besluttet.

At regeringens 2030-plan lægger op til den største vækst i det offentlige forbrug i mange år, er for mig et meget tiltrængt og velkomment nybrud i dansk økonomisk politik. Endelig! Fra nulvækst til 1 procents vækst. Det får betydning, også for Hvidovre. Selvom vi stadig mangler at tage fat på den voldsomme stigning i udgifterne på det specialiserede område, vil vi i fremtiden ikke skulle bekymre os om, hvorvidt der følger tilstrækkelige midler med til de flere børn og ældre, der kommer til Hvidovre. Det skal heller ikke forhandles fra år til år i de økonomiske aftaler om kommunernes økonomi. Tak for det. Så kan vi fokusere på at finde økonomi og løsninger til det som stadig ikke er løst og det handler især om det specialiserede område – børn, skole, voksne og ældre. Selvom vi derfor ikke er i mål, er det en markant økonomisk saltvandsindsprøjtning, som vi desperat har brug for.

Som jeg kan læse det betyder de flere penge til børn og ældre, at Hvidovre – ud af de omkring 19 milliarder til demografiløft – får omkring 190 millioner mere til flere børn og ældre frem mod 2030. Hvis ikke det er en sikring af afgørende velfærd, hvad er det så?

Og det er alene demografien. Der er også 4,5 milliarder ekstra til velfærd og klima. De penge er nye penge og ikke noget, der allerede er præsenteret i andre udspil. Hvad de skal bruges til, skal nu til forhandling og for Hvidovre er det bestemt ikke ligegyldigt. Det svarer nemlig omkring til 45 millioner i Hvidovretal og det kan man altså få rigtig meget velfærd og klima for.

Havde vi lokalt i Socialdemokratiet kunnet vælge skattelettelserne fra, så havde vi jo gjort det. Men læg lige mærke til, at der bliver brugt fem kroner på velfærd for hver krone, der bliver brugt på skattelettelser. Og det i en regering sammen med Venstre og Moderaterne. Jeg kan personligt være nok så meget for eller imod skattelettelser, men set i lyset af de ændringer på skatten, som regeringen har fremlagt, bliver de lokale skattelettelser i min optik endnu mere ulogiske og irrationelle. Hvad i alverden er det for et symbolpolitisk slag i luften, der giver en enlig forsøger 30 kr. mere til sig selv om måneden, men tab i kommunekassen på over 11 millioner?

Det er da en besynderlig lokal prioritering. Så hellere skattelettelser og omlægninger centralt fra, så de penge, der kommer ud til borgerne, faktisk sikrer en omfordeling. Blandt andet en omfordeling, der giver enlige forsørgere flere penge mellem hænderne. Det er da politik.

Så herfra skal der lyde en kæmpe tak til nybruddet i dansk økonomisk politik. Det kommer jeg og den socialdemokratisk gruppe til at kæmpe for bliver omsat til rigtige forbedringer og en bedre økonomi her i Hvidovre, for det er der hårdt brug for.

Anders Liltorp

Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Hvidovre