Endelig en sejr til Avedøre IF

 Endelig en sejr til Avedøre IF

5-2 sejr over Lundtofte giver "næsten" sikkerhed mod en frygtet nedrykning

FODBOLD: Endelig - en sejr på hjemmebanen Zebrafolden for første gang siden juni 2022, hvor Avedøre vandt den afgørende kamp mod Vallensbæk med 1-0.

5-2 sejren over Lundfofte betyder , at Avedøre nu ikke kan blive dårligere placeret end nummer 11, som ikke rykker ud, med mindre der kommer for mange uheldige resultater, hvilket desværre er set tidligere.

Kampen var kun få minutter gammel, da Frederik Holm Jensen fandt Martin Nordentoft i dybden, og den gamle stjerne svigtede ikke og bragte Avedøre i front. Men så kunne Avedøre pludselig ikke holde fast i bolden. Det var på Avedøres banehalvdel, spillet foregik. Karl Gaardmand Braad havde resten af halvlegen den eneste chance efter et kvarters spil, da han slap fri.

Lidt efter blev der gult kort til Emil Malm Kristensen, hvilket bestemt ikke gjorde det bedre for hjemmeholdet. At Martin Nordentoft efter 34 minutter måtte lade sig udskifte med et trykket ribben var heller ikke godt, selv om indskiftede Nicklas ”Nicky” Antonsen kom til at spille en hovedrolle senere i kampen. Man skulle dog helt hen i minutterne før pausen, inden Mads Thygesen udlignede for Lundtofte, da han fik trampet bolden forbi 3-4 tacklende Avedørefolk.

Anton Holm blev skiftet ind ved starten af 2. halvleg i stedet for en skadet Frederik Holm Jensen.

Små 10 minutter inde i 2. halvleg fik Avedøre en våd klud i ansigtet, efter et ufarligt indlæg af Lundtofte gav mål. Keeper Emil Nyholm Kristensen råbte ”jeg har” og Anton Holm lod bolden passere. Desværre tabte målmanden bolden ud til Lukas Liljengren, der let kunne score til 2-1 for Lundtofte. Avedøre var presset og nedrykning til serie 1 kom nærmere. Nicky Antonsen var lige efter scoringen tæt på at udligne, men målmanden fik afværget.

Overtog spillet

Men der gik ikke længe, før udligningen faldt. Nicky Antonsen fandt Alek Farhan Bakalarz, der udlignede med sit første mål for klubben. Og kort efter ændrede Karl Gaardmand Braad stillingen til 3-2 i Avedøres favør med sit første mål for klubben. Avedøre sad pludselig på spillet i de sidste 25 minutter. Men man frygtede, at en fejl skulle koste dyrebare point. Avedøre mistede lidt momentum, da Nicky Antonsen tog et dumt gult kort, og man kunne frygte, at Lundtofte kom tilbage i kampen. Men så fik de også et gult kort, så Avedøre kunne bevare initiativet.

I de døende minutter fandt først målmand Emil Nyholm Kristensen med et langt udspark Nicky Antonsen på modstanderens bane, og Nicky løb fra alt og alle og afgjorde det hele med scoringen til 4-2 med sit første mål efter tilbagekomsten. Anton Holm lukkede det hele med scoringen til 5-2.

Dejlige tre points til Avedøre, så spillerne kunne efterfølgende glæde sig sammen til fest i klubhuset, hvor årets støvlehejsfest blev afholdt lettere forsinket.

Der var mødt 185 tilskuere frem til denne aftenkamp, der startede i sol og lunt forårsvejr.

Den næste kamp spilles allerede torsdag den 25. maj kl. 19.00 mod Hørsholm-Usserød på udebane.