Enig kommunalbestyrelse indgår igen Budgetaftale
Samlet kommunalbestyrelse bygger videre på solid aftale fra 2025 om et budget, med fokus på ældre, børn, familier, foreninger og medarbejdere
NYHEDER: En enig kommunalbestyrelse i Hvidovre har netop indgået aftale om kommunens budget for 2026-2029. Aftalen bygger videre på de økonomiske aftaler, der sidste år blev indgået af den samlede kommunalbestyrelse, om at investere klogt og langsigtet i velfærd og trivsel for alle generationer. Udgangspunktet for kommunens budget for 2026-2029 er Hvidovrestrategien, som har fokus på velfærd, fællesskaber og byens udvikling. "For mig som borgmester er det vigtigt, at vi fortsætter den tradition, vi startede med sidste års budgetaftale, da vi for første gang i kommunens historie stod som samlet kommunalbestyrelse bag kommunens budget. Det kræver en god proces, hvor vi bruger tid på at lytte til hinanden og finde de rigtige kompromisser og beslutninger for Hvidovre. Det er vi endnu engang lykkedes med, og jeg vil gerne sig tak for indsatsen til alle partier og lister. Det er flot gået”, siger borgmester Anders Wolf Andresen.
- Samtidig investerer vi i vores kommune stærkt på områder, hvor der er behov: Det specialiserede socialområde, bygningsvedligehold og ældreområdet får et løft. Debatten om robotstøvsugerne har rørt mig, og jeg er glad for, at alle var med på at give vores ældre frit valg mellem at få hjælp til støvsugningen eller en robot. Det er værdigt. Vi gør også en masse tiltag for at styrke fastholdelse og rekruttering. Blandt andet hæver vi lønnen for pædagoger og lærere, forklarer Anders Wolf Andresen.
Budgetaftalen indebærer bl.a., at der årligt sættes 20 mio. kr. ekstra af til børn og voksne, som har behov for særlig støtte i hverdagen. En realistisk budgettering af vedligeholdelse af kommunens bygninger indgår også i budgettet. Til dét er der samlet set afsat 70 mio. kr. ekstra over de næste fire år. Hjemmehjælpsmodtagere i Hvidovre vil fremover kunne vælge, om de vil have støvsuget af en robotstøvsuger eller af en medarbejder, og medarbejderne i kommunens hjemmepleje får større frihed til at tilrettelægge arbejdet sammen med borgerne. Der sættes gang i arbejdet med at etablere 75 plejehjemspladser mere i Hvidovre frem til 2035, og der bliver sat 2,5 mio. kr. af til at oprette et særligt botilbud for borgere med svær demens på plejehjemmet Dybenskærhave.
Arbejdet med at udvikle Hvidovres folkeskoler og dagtilbud fortsætter. Blandt andet indgår det i budgetaftalen, at de yngste elever fra skoleåret 2026/2027 skal have kortere skoledage, og at SFO’er og klubber skal styrkes. Samtidig bliver taksten for en plads i dagtilbud sat ned, så familierne får mere luft i budgettet. Endelig bliver det et tilbud til unge i Hvidovre, at de kan blive brandkadet på den lokale brandstation. En forudsætning for, at borgerne oplever, at de får god støtte og service fra kommunen, er at medarbejderne har en god hverdag og en arbejdsplads, hvor de har lyst til at blive. Derfor investerer Hvidovre Kommune 3,5 mio. kr. i at skabe gode rammer for de studerende, der tager en del af deres uddannelse i Hvidovre – enten som lærere, pædagoger, sosu’er eller sygeplejersker. Der bliver også afsat en pulje på i alt 6 mio. kr. til at løfte lønnen på velfærdsområderne. Heraf skal halvdelen gå til det pædagogiske personale og den anden halvdel til undervisningspersonale.
Budgetaftalen for 2026-2029 medfører også, at der vil være ekstra midler til at vedligeholde kommunens udendørs faciliteter, bl.a. på idrætsområdet. Der sættes desuden penge af til at understøtte Kommunalbestyrelsens arbejde med byudvikling, og til bedre forhold for cyklister. Lokaletilskuddet til foreninger øges fra 72% til 100%, og der oprettes en ny pulje på 300.000 kr. årligt, som Hvidovres kirker kan søge til socialt arbejde. Andre punkter i budgetaftalen er bl.a.:
- 70 mio. kr. til klimasikring og indsatser under Hvidovre Kommunes Klimaplan 2045.
- 50.000 kr. til Headspace-aktiviteter på skolerne
- 1,5 mio. kr. til opgradering af Rydultowy Plads
- 500.000 kr. til at få flere unge fritidsjobbere på plejehjem og i dagtilbud
- 80.000 kr. til gratis børneforestillinger på Teater Vestvolden
- 500.000 kr. i fast årligt tilskud til Café Hjertetræet
- 300.000 kr. årligt til pulje til bevaringsværdige bygninger
Hele budgetaftalen kan ses på hvidovre.dk
Udtalelser fra partier og lister
Anders Liltorp, gruppeformand for Socialdemokratiet:
- Vores fokus har været at sikre samarbejdet om værdighed og velfærd først. Og det mener vi, budgettet og alle i kommunalbestyrelsen leverer på. Slut med tvungne robotstøvsugere. Der investeres, som der bør, i ældreområdet. Vi får en konkret plan for flere og nødvendige plejeboliger. Vi styrker det specialiserede socialområde, skoler og SFO – også med et farvel til ekstraregningen for specialundervisningstilbud. Vi løfter løn- og arbejdsvilkår, så vi kan fastholde og rekruttere dygtige pædagoger, lærere og medarbejdere i hjemmeplejen. Café Hjertetræet kan endelig gøre comeback og er fuldt finansieret igen. Og så er der penge til klima, byudvikling, slidte veje, ødelagte fliser og bygninger med store vedligeholdelsesefterslæb. Stor tak til alle herfra.
Søren Friis Trebbien, 1. viceborgmester, Det Konservative Folkeparti:
- I Det Konservative Folkeparti er vi glade for, at vi igen er lykkedes med en budgetaftale, hvor alle partier er med. Det er godt for det brede samarbejde. I dette års budgetaftale ser vi flere konservative fodaftryk, som; nedsættelse af egenbetaling på institutionspladser, forøgelse af lejetilskud, bonusordning ved nedbringelse af sygefravær i ældreplejen, påbegyndelse af en udviklingsplan for Hvidovre, fokus på klima, miljø og beredskab, fjernelse af udlånsafgiften på biblioteksbøger, tiltag for bedre forhold for borgere, der gør brug af ældreplejen, samt ekstra midler til brandkadetter og oprettelse af hold på Hvidovre Brandstation.
Marie-Louise Jørgensen, gruppeformand SF:
- I SF er vi lykkedes med at sikre, at årets budget er investering i velfærd. Vi styrker Headspace, så de kan arbejde med bedre trivsel på skolerne. Flere unge fritidsjobbere på vores plejehjem vil skabe nærvær og gode oplevelser for vores ældre, og vi styrker kvaliteten i plejesektoren og giver et tiltrængt lønløft til pædagoger og andre medarbejdere på velfærdsområdet. Endelig får borgerne også frihed til selv at vælge, om rengøringen skal klares af en medarbejder eller en robotstøvsuger.”
Kristina Young, gruppeformand Hvidovrelisten:
- På tværs af politiske ideologier og kæpheste kan vi mere. Derfor er vi i Hvidovrelisten naturligvis meget tilfredse med, at det igen i år er en samlet kommunalbestyrelse, der indgår en budgetaftale. Det er en aftale, hvor alle parter har sat deres aftryk, og hvor vi har lyttet til hinanden. For Hvidovrelisten har det blandt andet været vigtigt, at der bliver arbejdet med at få alle børn til at cykle i skole, at vi sikrer et godt læringsmiljø på Engstrandskolen, at Det Grønne Råd kan fortsætte deres gode arbejde med fx Biofolkemødet, at vi som kommune bliver bedre til at kommunikere med borgerne, at arbejdet i Café Hjertetræet styrkes, at kommunens børn kan komme til gratis teaterforestillinger, at vi bliver bedre til at rekruttere medarbejdere til ældreområdet, og at vi begynder at spare op til stormflodssikring - for at nævne nogle af de områder, vi bragte op under forhandlingerne.
Martin Amby, Liberal Alliance:
- I Liberal Alliance har vi i tre år kæmpet for, at Hvidovre Kommune får en reel indsigt i tilstanden på vores bygninger. Med budgetaftalen for 2026 er det endelig lykkedes at få sat en helhedsplan i gang. Vi kan endnu ikke være sikre på resultatet, men vi har taget det første afgørende skridt mod at få det nødvendige overblik, så vi kan prioritere klogt og ansvarligt. Samtidig er vi stolte af, at det er vores forslag, der nu giver medarbejderne i hjemmeplejen ekstra tid sammen med borgerne – et tiltag der skaber mere nærvær og bedre kvalitet for Hvidovres ældre. Og selvom budgettet på mange områder har et rødt præg, så er det lykkedes at sætte et tydeligt blåt aftryk med fokus på ansvarlig økonomi, frit valg og bedre vedligehold af kommunens ejendomme.
Mikkel S. Dencker, Dansk Folkeparti:
- I Dansk Folkeparti er vi godt tilfredse med budgetaftalen. Især lægger vi vægt på, at ingen ældre, der er visiteret til støvsugning, fremover pålægges en robotstøvsuger, men frit kan vælge et levende menneske til at støvsuge. Vi glæder os også over, at der med aftalen sættes gang i at udbygge vores plejehjemskapacitet, så der tages højde for, at der i årene fremover kommer flere ældre i Hvidovre, som vil få brug for en plejehjemsplads.
Mathias Rinaldo, Danmarksdemokraterne:
- Vi i Danmarksdemokraterne er særligt tilfredse med, at budgettet giver os en plan for 75 flere plejehjemspladser frem mod 2035 og samtidig sikrer en ny skærmet enhed for demente på Dybenskærhave. Vi er også glade for, at skolerne får en timebank, så de yngste elever kan få kortere skoledage uden, at undervisningen bliver ringere. At børnefamilierne får lavere betaling i dagtilbud, er et vigtigt skridt, ligesom vi har lagt forslag op om, at der afsættes midler til overvågningskameraer de steder i byen, hvor det kan styrke trygheden – eksempelvis på havnen. Det er helt konkrete forbedringer, som borgerne kan mærke, og derfor er vi gået med i aftalen.
Karin Kofod, Enhedslisten:
- Budgetaftalen er en indsamling af alle partiers fingeraftryk, og enhver kriminolog ville være lykkelig; blækket er rødt og blåt, og hver side vil nok sige, at De Andre fik for meget! Vi håber, alle i Hvidovre kan se sig i Aftalen.
