Er blevet certificeret til friluftsliv

Er blevet certificeret til friluftsliv

Børnehuset Immerkærs personale ved nu mere om naturens betydning for børns trivsel

Igennem en årrække har natur og udeliv været i fokus i Børnehuset Immerkær i den nordlige del af Hvidovre. Institutionen har fået tildelt Friluftsrådets Grønne Spirer-flag, og har i 2022 også fået bæredygtighedsmærket. Og nu er institutionen via et års uddannelse af hele personalegruppen – inkl. køkkenpersonale – blevet certificeret til at arbejde med friluftsliv.

Uddannelsen og certificeringen er varetaget af Skovskolen under Københavns Universitet, hvor medarbejderne i løbet af en række seminarer har fordybet sig i emner som udeliv på alle årstider, risikofyldt leg, motorik og sanser.

- Vi har fået en masse teori og er blevet inspireret til at arbejde videre med emnerne. Vi er blevet klogere på, hvor vigtigt det er at benytte de muligheder, naturen giver. Det har været fedt, at hele personalegruppen har deltaget, lyder det fra ledelse og medarbejdere i Børnehuset Immerkær. - Emnet risikofyldt leg har rykket meget. Vi er i højere grad blevet opmærksomme på, hvad der er den voksnes grænse, og hvad barnet reelt kan.

Børnene i Børnehuset Immerkær og deres forældre kan nu forvente at blive mødt af personale, der har en større faglighed i forhold til brugen af uderum som læringsrum og som ved mere om naturens betydning for børns trivsel.

Som noget nyt får de børn, der starter i SFO 2. maj, også et Klimaambassadør-diplom som bevis på den klima- og natur-viden de har fået. På diplomet står der bl.a.:

Du har haft gode oplevelser i naturen, du har leget med vand, sne, is, mudder og meget andet

Du er nysgerrig på det, du finder i naturen.

Du kan tænde bål og ved, hvordan man skal være omkring et bålsted.

Du ved hvilket tøj, du skal have på i forhold til vejret.

Mest af alt er du en god ven. Du er omsorgsfuld og hjælpsom.