Er kommunen proaktiv, reaktiv eller bare inaktiv?

LÆSERDEBAT: I sidste uges Hvidovre Avis kunne man læse Ulla og Winnie Rasmussens historie om deres meget syge mor, som af lægerne var blevet erklæret uhelbredeligt syg.

For det første er det uforståeligt at en kommunal medarbejder ikke er i stand til at kommunikere med en så syg borger. Hvordan er denne medarbejder uddannet og er der slet ikke nogen erfaring at bygge på. På en eller anden måde mangler vedkommende åbenbart det vi i gamle dage kaldte pli. Tænk sig at stille spørgsmål om borgeren ved at hun er terminalpatient over telefonen. En indledende samtale af denne karakter skal da ske ansigt til ansigt med borgeren.

For det andet er det lige så uforståeligt at man ikke i kommunen har den praksis, at når et hospital melder en borger uhelbredeligt syg, så træder der en proces i gang, hvor det hele gælder om at gøre den sidste tid så god som mulig for borgeren. Jeg forstår det sådan at den palliative behandling blev sat i gang helt efter bogen. Hvorfor kan kommunen så ikke samtidig få skabt de bedste omgivelserne for borgeren?

En god kommune kan spare mange ressourcer ved at være reagere proaktivt i f.eks. sådanne sager. Og kan man ikke være helt på forkant med sagen, så kan man i det mindste være reaktiv og dermed sætte noget i gang når man får viden om en sag. I stedet virker det som om kommunen tror problemerne løser sig selv når bare man er total inaktiv.

Venlig hilsen

 Vagn Majland

Svendebjergvej