ER STUDENTERHUEN FINERE END ET SVENDEBREV?

 ER STUDENTERHUEN FINERE END ET SVENDEBREV?

Nyt medlemsforslag fra socialdemokratiet - lad os fejre de unge der har været til svendeprøve på TEC, skriver AMANDA IRINA LARSEN:

LÆSERBREV: Det mener jeg bestemt ikke at det er, men det mener vores samfund desværre. For der er desværre stadig en tendens til at favorisere visse uddannelser over andre. En ny undersøgelse viser at kun hver fjerde forældre vil anbefale en erhvervsuddannelse til deres børn. Det er uddannelsessnobberi af værste skuffe og det er et kæmpe problem. Uddannelsessnobberi har en skadelig virkning på vores syn på uddannelse og på dem som gennemfører dem, hvilket ikke kun er unfair, det er også en hindring for samfundets vækst og udvikling. Vi har nemlig brug for folk med forskellige færdigheder og uddannelsesbaggrunde for at opretholde et velfungerende samfund.

I mange år har der været en fantastisk tradition for at invitere studenterne fra Hvidovre Gymnasium til fejring på Rådhuset. I Socialdemokratiet mener vi at det er på tide at vi også anerkender og understøtter de mange unge der vælger at tage en faglært uddannelse. Disse uddannelser er afgørende for at opretholde et velfungerende samfund og et balanceret arbejdsmarked. Det er dem med et svendebrev hånden der er nøglen til at bygge vores huse, reparere vores biler, og sørge for vores sundhed og sikkerhed på mange niveauer.

Derfor stiller vi et medlemsforslag på kommunalbestyrelsesmødet den 27/2 om at vi i Hvidovre Kommune skal fejre de unge og voksne som har været til svendeprøve på TEC Hvidovre. På den måde kan vi sende et klart signal om, at der er brug for alle typer af kompetencer og uddannelser i vores samfund.

Lad os sætte en stopper for uddannelsessnobberiet og anerkende værdien af ​​både studenterhuen og svendebrevet. Lad os fejre alle, der arbejder hårdt for at opnå deres uddannelsesmæssige mål, uanset hvilken vej de vælger at følge.

 

Med venlig hilsen

Amanda Irina Larsen

Kommunalbestyrelsesmedlem Socialdemokratiet