Et børnehjemsbarn fortæller den gode historie
Kirkecafé med Steff Eilertsen i Strandmarkskirken
ARRANGEMENT: I disse år diskuteres anbringelse af børn uden for eget hjem ofte. Såvel fagfolk som politikere anfører ofte, at anbringelser er af det onde: De virker ikke, ja børnene får det faktisk bedre af ikke at blive anbragt, hedder det. Men der er også en anden sandhed: Om børn som har haft et godt liv, mens de var på døgninstitution og som blev psykisk”reddet” af at blive anbragt.
En sådan positiv historie fortæller Steff Eilertsen på tirsdag den 21. oktober kl. 14 i Strandmarkskirken. Han var på en døgninstitution, som var præget af stor omsorg og kærlighed overfor de anbragte børn.
Steffs fortælling om ti års ophold på Børnehjemmet Kildebjerget er en historie om et barn, der på trods af svære vilkår kommer videre i sit liv – og det er en beretning om helt centrale faktorer som de vigtige voksne i børns liv ”fyrtårne”, som kan være med til skabe det, som i fagsproget kaldes en mønsterbryder.
Steff kom til verden i 1944 som “tyskerunge” med en dansk kvinde som mor og en tysk marinesoldat som far. Da hun vendte hjem fra Tyskland, efter at hendes mand var omkommet i en ubåd i slutningen af krigen, slog hendes far hånden af hende. Årene derefter boede den lille familie under fattige kår i en husvildebarak. Syv år efter var moderen alvorligt syg og sengeliggende, men rejste sig et par dage før jul fra sengen og begyndte at sælge ud af deres ting, så der næsten ikke var noget tilbage. De fik en fin juleaften med gaver, juletræ og dejlig julemad. Anden juledag døde moderen. Og Steff og hans lillebror Herman kom på Børnehjemmet Kildebjerget mellem Vejle og Juelsminde. Her skulle Steff bo i de næste 10 år – 10 lykkelige år uden overlast og mishandling, men tværtimod med mange omsorgsfulde voksne, som bliver som fyrtårne for børnene. En folkeskolelærer fra deres skole i København fulgte dem hele barndommen igennem og sendte dem pakker til fødselsdage, jul, påske og fastelavn, og forstanderen og hans kone gav de 20 børn en tryg og kærlig opvækst, ligesom lokalbefolkningen tog venligt imod børnehjemsbørnene, som gik i skole sammen med deres egne unger.
Ejlertsen blev siden lærer og mangeårig fri- og efterskoleforstander (på Faarevejle Fri- og Efterskole), hvor ringen blev sluttet – og han så fik sit eget “børnehjem”. De menneskelige erfaringer og værdier, han fik med fra Kildebjerget rummer vel den dybeste vision bag alle frie skoler: at godhed og tillid uden bagtanke er en mulighed i verden. I 2010 skrev Steff bogen ”Børnehjemsdreng 1951-1961”.
– Alle er velkomne til at komme og høre Steffs spændende historie og levende fortælling. Kaffe og kage koster 20 kr., lyder det fra arrangørerne Niels Christian Poulsen og Menighedskredsen.
