EU-KRAV OM MOMS RAMMER OS OG DE ÆLDRE
- skriver Bestyrelsen for RUDER ES
LÆSERDEBAT: Bridgeklubben Ruder Es er som følge af et EU-krav blevet pålagt 25 % moms. Det betyder, at klubben er tvunget til at hæve kontingentet betydeligt for at kunne dække de øgede udgifter. For mange af vores medlemmer – især pensionister – vil denne forhøjelse kunne mærkes tydeligt i økonomien.
I en tid, hvor der i kommunen er stor opmærksomhed på at forebygge og reducere ensomhed blandt ældre, ser vi med bekymring på konsekvenserne. Bridge er ikke blot et spil, men et vigtigt socialt samlingspunkt, hvor mange ældre finder fællesskab, glæde og mental stimulans. Højere kontingenter kan føre til, at nogle må melde sig ud, og i sidste ende øge ensomheden – det modsatte af, hvad samfundet ønsker at opnå.
Bridgeforbundet arbejder på landsplan for at få ændret EU’s krav om moms på bridgeaktiviteter. Vi håber, at de politiske beslutningstagere både nationalt og lokalt vil støtte dette arbejde, så klubber som Ruder Es fortsat kan tilbyde et aktivt og socialt fællesskab til rimelige vilkår.
Bestyrelsen for Ruder Es
