Fælles Ungdomsråd klar til et nyt år
Det nye Fælles Ungdomsråd har ved årets første møde konstitueret sig til det kommende års arbejde
NYHEDER: Hvidovres Fælles Ungdomsråd består af 21 unge fra 6.-10. klasse, og der er repræsentanter fra alle byens folkeskoler. Rådet holder møde ca. en gang om måneden og har desuden aktiviteter med fokus på demokratisk dannelse. Det kan fx være ved at besøge foreninger, komme på rundvisning på Christiansborg eller som senest, da de var til Ungdommens Folkemøde.
Herudover arbejder rådet med en mærkesag, som de sammen har valgt at dykke ned i. I år skal Fælles Ungdomsrådet sammen med de lokale elevråd arbejde med at styrke elevinddragelsen. Og så skal de være med til at udbrede opmærksomheden på det Fælles Børne- og Ungesyn. En politik, de unge har været med til at forme med en række forskellige bidrag.
Ud over de unge, så er tre medlemmer fra kommunalbestyrelsen – Sara Benzon, Kenneth F. Christensen og Silas Fisker - også med til rådets møder. Deres rolle er at lære de unge om det politiske landskab i kommunen. Og så skal de sørge for, at rådets arbejde bliver taget videre til de relevante politiske udvalg.
At de unges stemmer har stor betydning for lokaldemokratiet, er noget formanden for Børne og Uddannelsesudvalget, Sara Benzon fremhæver:
- De unge i rådet gør en kæmpe forskel, fx når de kommer med lokale inputs fra deres skoler og kan fortælle om, hvordan det er at være ung i skolen i Hvidovre. Hver gang jeg er til møde med Fælles Ungdomsråd, bliver jeg imponeret over deres engagement og begejstring over deres arbejde for børn og unge i Hvidovre. De er med til at sikre, at vi som politikere kan træffe beslutninger, som sker i øjenhøjde med de yngste i kommunen.
Formålet med Fælles Ungdomsråd er at sikre, at børn og unge i kommunen får indflydelse på den lokale udvikling. At give kommunens børn og unge en formel stemme. Der er valg til Fælles Ungdomsråd hvert år i juni, og medlemmerne i rådet kan være med i op til to år ad gangen. Alle unge i 6.-10. klasse med bopæl i Hvidovre Kommune kan stille op til rådet, og forhåbningen er, at flere unge vil stille op til fremtidige valg.
