Fælles Ungdomsråd stærkt fællesskab for fremtidens stemmer

Fælles Ungdomsråd stærkt fællesskab for fremtidens stemmer

Af SARA BENZON:

LÆSERDEBAT: I sidste uge traf Kommunalbestyrelsen en vigtig beslutning: At samle Fælles Elevråd og Børne- og Ungdomsrådet i én fælles enhed – Fælles Ungdomsråd. Som formand for Børne- og Uddannelsesudvalget og kommunalbestyrelsens repræsentant i rådet, vil jeg gerne sætte ord på, hvorfor denne beslutning både er rigtig og vigtig.

Først og fremmest: Tak. Tak til Fælles Ungdomsråds medlemmer, som har vist, hvordan ægte demokratisk engagement ser ud. De unge har selv ønsket sammenlægningen, og det nye navn er deres eget forslag, valgt gennem demokratisk dialog og afstemning. Det er ikke hver dag, man ser så meget modenhed og ansvarsfølelse samlet i én gruppe unge mennesker.

De har arbejdet sammen som ét råd i et helt skoleår og har undervejs ikke bare været engagerede – de har været dygtige, omsorgsfulde og vidende. Ikke mindst har de haft blik for de børn og unge, som ikke selv har overskud til at deltage. Det kalder på respekt. Det viser empati. Og det vidner om, at vi i Hvidovre har unge, der ikke bare tænker på sig selv – men på fællesskabet.

Jeg vil også gerne rette en varm tak til mine kolleger i Børne- og Uddannelsesudvalget, som har bakket op om Fælles Ungdomsråds arbejde og anbefalet beslutningen enstemmigt. Når vi som voksne politikere viser, at vi lytter til de unges stemme, så styrker vi både demokratiet og fremtidens lederskab.

Fælles Ungdomsråd har en vigtig rolle: Rådet arbejder med emner, der vedrører børn og unges hverdag, trivsel, skole, fritid og fællesskaber. De rådgiver politikerne, de deltager i workshops, de giver input til politikker og de bygger bro mellem unge og beslutningstagere. Rådet er et levende eksempel på, hvordan vi i Hvidovre arbejder for at styrke unges medborgerskab og trivsel – i tråd med kommunens ambition om at skabe rammerne for læring, udvikling og ansvarlig deltagelse i fællesskaber.

I strategien for Hvidovres udvikling lyder det, at vi vil “skabe rammerne for trivsel, læring og udvikling for alle børn” – og det er præcis dét, Fælles Ungdomsråd er med til. Når unge selv får indflydelse på deres omgivelser, vokser både ansvarsfølelsen og lysten til at tage del. Det er fremtidens velfærd, der vokser frem her – funderet i fællesskab, tillid og demokrati.

Jeg glæder mig til det videre arbejde med Fælles Ungdomsråd – og til fortsat at lytte til de unge i Hvidovre. De har meget på hjerte. Og det er værd at høre efter.

 

Venlig hilsen

Sara Benzon, SF,

Formand for Børne- og

Uddannelsesudvalget

menu
menu